Gode råd til nødblus i båden - smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Gode råd til nødblus i båden

Loven stiller ingen regler op for nødblus til brug i fritidsbåde, men uanset dette er det en meget stærk anbefaling, at have nødblus ombord, som kan tages frem når man er i en alvorlig situation. Ofte ser man også, at der stilles lokale krav til nødblus ombord ved kapsejladser og fiskekonkurrencer, hvor man ønsker at stille maksimal fokus på at deltagerne er i gode hænder og har de bedste forudsætninger for at blive reddet i en alvorlig situation.

Der er dog en del gode råd og anbefalinger, når du skal have nødblus ombord og vi gennemgår her de vigtigste emner.

Nødblus og farvens betydning

Nødblus findes i mange afskygninger som for eksempel raketter, håndblus, batteridrevne og flydende røg. Fælles for alle er dog at de findes i forskellige farver og du skal kende disse farvers betydning, så du kan anvende nødblusset korrekt. Farverne betyder følgende:

  • Rød/orange farve = Nødsignal der kun anvendes i absolutte nødsituationer
  • Hvid eller grøn farve = Opmærksomhedssignal

Den hvide (eller mere sjældent grønne) farve kan anvendes, hvis man ønsker at gøre opmærksom på sig selv. Dette kan for eksempel være hvis et andet skib er på kollisionskurs eller hvis man gerne vil etablere kontakt med en anden sejler, hvor det ikke er muligt ved hjælp af fakter eller radio. Man kan også opleve at de hvide nødblus anvendes til at oplyse et område ved en eventuel redningsaktion.

Godkendelser af nødblus

Når man skal anskaffe sig nødblus er det en rigtig god ide at se efter anerkendte godkendelser som for eksempel SOLAS eller at sikre sig det er CE-mærket. Det giver dig en sikkerhed for, at der er stillet krav til produktet, som i sidste ende gavner dig i en truende situation.

Typer af nødblus og rækkevidde

Det er en særlig god ide at have flere forskellige typer af nødblus ombord. Årsagen skal findes både i anvendelsen og i rækkevidden på de forskellige typer. Her nævnes nogle af dem og deres rækkevidde:

  • Nødraketter har typisk en rækkevidde på ca. 10 sømil om dagen og op til 40 sømil om natten
  • Røgbomber der flyder på vandet er mest synlige om dagen og ses allerbedst fra luften
  • Håndblus kan anvendes nat og dag. Du bør stille dig på et højt punkt på båden for at få mest synlighed
  • Elektriske nødblus, for eksempel Odeoflare, kan ses op til 3 sømil væk
To forskellige typer af nødblus – Håndholdt til venstre og nødraketter til højre

Opbevaring af nødblus

Nødblus skal opbevares tørt og meget gerne i en vandtæt taske eller beholder, så de også holder sig tørre, når de tages frem på dækket. På den måde kan man også tage et styk frem ad gangen og lukke beholder eller taske, så man ikke risikerer de bliver fugtige.

Nødblus bør også opbevares så de er let tilgængelige ombord og hurtigt kan tages frem ved en farlig situation. Husk også at instruere nye personer ombord, hvor de kan finde dem sammen med det andet sikkerhedsudstyr ombord.

t

Brug nødblus og raketter med omtanke

Nødblus og raketter udsender kraftige farver som også er imponerende og flotte at se på. Men du skal tænke dig om og meget gerne lade være med at affyre især raketter, hvis der ikke er fare på færde.

Skødesløs affyring af nødraketter sender flere gange om året redningsmandskab afsted i situationer, hvor de tror de skal ud for at redde nødstedte og dette bør undgås, da det både er dyrt og i værste fald kan koste menneskeliv, hvis redningsmandskabet sendes ud i dårligt vejr. Det er også værd at huske på, at hvis man vælger at affyre nødblus uden grund, så kan dette straffes med bødestraf.

Skødesløs brug af nødraketter sender hvert år redningsmandskabet på vingerne eller ud i både på aktioner der kunne være undgået – så tænk dig om !

Begrænset holdbarhed

Nødblus har ofte en holdbarhed på 2-5 år og du bør efter denne dato sørge for at de afskaffes på fornuftig vis – ofte kan det sker via en nærgenbrugsstationer/miljøstation, der har særlig uddannet personale til at håndtere farligt affald. Husk også at der ofte er nødblus i redningsflåder og at det samme gælder for disse. For gamle nødblus kan være farlige at affyre/tænde, så det sikreste er at aflevere dem på behørig vis på en godkendt miljøstation.

Husk også at redningsflåden ofte indeholder en pakke med nødblus og at de også har begrænset holdbarhed

LÆS OGSÅ:
Beskyt båden med et båd/dækstativ

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.