EVA teak i båden – sådan gør du
EVA teak er populær i båden
I den senere år har EVA skum, populært også kaldet EVA teak, fundet stor anvendelighed til netop brug i både. Materialet har en god klarhed og glans, høj modstandsdygtighed over for lave temperaturer, brudbestandighed, og modstandsdygtighed over for UV-stråling. Det er muligt at eftermontere EVA skum i båden ved at købe Biltema’s universale EVA ark og derefter tilpasse det til din helt egen båd – vi ser i dette indlæg på, hvordan du gør og giver gode tips og tricks til montagen og tilpasningen.

Vælg den rigtige variant
Den første overvejelse du skal gøre et at vælge det udseende du ønsker skal være på din båd eller jolle. EVA skum egner sig både til beklædning af hele dørken og til hvis man for eksempel ønsker at elementer som ræling, tofter, luger eller platforme skal beklædes. Hvis man for eksempel skal beklæde et område med flere runde former, kan det være en fordel at anvende det diamantformede mønster, da det mere egner sig til tilskæring i disse former.

Vigtigt grundarbejde
Bagsiden af EVA skummet er selvklæbende, hvilket betyder at du kan klæbe det direkte ned på overfladen. Vigtigt er det dog, at du foretager en grundig afrensning af området før du starter påklæbningen. Til dette arbejde kan du med fordel anvende produkter som for eksempel Biltema Teak Cleaner eller tilsvarende, der sørger for en grundig rengøring og afspænding af overfladen. Du kan også efter den grovere rengøring vælge at affedte med acetone, for at sikre en god vedhæftning.

Mål præcist op
Området der skal beklædes skal nu måles op og næsten uanset størrelse kan det være en god ide at lave en skabelon af tyk gennemsigtig plastikfolie. Læg plastikfolien på område og tegn direkte på den, hvor du gerne vil have EVA skummet til at dække. Herefter kan du så lægge plastikfolien direkte ovenpå dit EVA skum og tegne præcist hvor du skal skære.
Denne fremgangsmåde sikrer ,at du får præcist den form du ønsker og at EVA skummet passer til dørkbeslag, rundinger eller andet, der rager op fra dørken.



Brug det rette værktøj
Når du har målt op skal EVA skummet mærkes op og skæres til. Til tilskæringen skal du anvende en kraftig og meget skarp hobbykniv. Det er vigtigt at kniven hele tiden er skarp, så du skal løbende udskifte bladet da dette sikrer, at du skærer helt igennnem materialet i eet rent snit uden risiko for at der opstår en flosset kant.
Er der tale om længere lige snit kan du med fordel anvende en lineal til at skære efter, så du ikke risikerer at snittet bliver skævt. Hvis du skal lave samlinger er det en god ide at gøre det i de mørke striber, hvis det er muligt da det ikke ses så tydeligt. Hvis du laver felter med EVA skummet bliver den pæneste overgang til glasfiberen, hvis du kan afslutte kanten med en mørk stribe.

Påklæbning af EVA skummet
EVA skummet er selvklæbende på bagsiden, når den beskyttende hvide folie er fjernet. Hvis du skal beklæde et større område, er det lettest at styre påklæbningen ved kun at fjerne en lille del af beskyttelsesfolien og derefter lægge dette stykke af EVA skummet ned der hvor man vil starte. Pres det hårdt ned mod underlaget og påbegynd dernæst resten af påklæbningen ved langsom at fjerne mere og mere folie. Træk og tryk gerne i EVA skummet så du sikrer dig at der ikke kommer luft ind under.
Når du har lagt hele stykket, så sørg gerne for at det ligger i pres – brug eventuelt en træplade med et par batterier eller en vanddunk ovenpå. Husk også at limen på bagsiden bedst klæber når det er varmt. Skulle du mod forventning opleve, efter noget tid, at EVA skummet et enkelt sted har sluppet underlaget, kan du med fordel rense området og lime det igen med en god marinesilikone.
