Der er mange bådejere, der finder stor glæde i forenklet tilgang til hvad deres båd kan og så er der andre bådejere, der bare går all-in i ambitionen på at skabe de bedste forudsætninger for gode fangster og forøget fiskeglæde. Smaabaadsnyt har sat een af sidstnævnte stævne på Silkeborg-søerne, hvor vi får et indblik i Team Kobbelgaard Fishings ambitiøse predatorbåd.

Den Dygtige, Den Ihærdige og så den Heldige…
Inden vi stævner ud fra Indelukket, får vi en snak om hvorfor teamet har så godt gang i fiskeriet – og straks bydes ind med at de hver især har deres særegne styrker: Ian er med flest fiskeår i benene, klassificeret som den Dygtige, Skipper Mads er med sit utrættelige og livsglade humør den Ihærdige og så Kristian Kobbelgaard, der har en sjælden evne til bare altid at have heldet på sin side. Og selvom ambitionerne om gode fangster lurer under overfladen igennem hele dialogen, så er det tydeligt at kammeratskabet omkring fiskeriet, er det overordnede formål.

Værsgo ! En elektronisk makeover !
Teamet med dynamoen Kristian i spidsen valgte ved juletid at opgradere elektronikken til en ordentlig omgang state-of-the-art Garmin, der nok kan få en julesæk til at synes mere end et nummer for lille.
I Smartliner 170´eren blev der således installeret 2 stk. Garmin GPSMAP 8412xsv forsynet med hele 3 transducere, nemlig Panoptix Livescope Transducer lvs32, Panoptix PS30 Transducer og en GT-54UHD-TM Transducer – og, nå ja.. så blev der på fronten smækket den helt nye Garmin Force elmotor.

Baggrunden for den komplette opgradering skal findes i en genovervejelse af hvad teamets reelle behov egentlig er, for tidligere var Kristian og Mads´ aluminiumsjolle udstyret med et enkelt 9″-instrument og en all-inklusive transducer, men da teamet fik taget en snak i dybden omkring hvad de virkelig gerne ville opnå, stod det klart at deres valg af marine-elektronik, skulle være mere målrettet.
Deres behov kunne oplistes på følgende vis:
- Bedre mulighed for at lede effektivt efter fødefisk, for derigennem at målrette fiskeriet til områder, hvor der forventelig vil opholde sig predatorer. Dvs. en Sidevü – transducer, der kan skyde op til 150 meter til siden,
- Når der så er fundet en fisk på loddet, så en forbedret mulighed for at fiske fokuseret på denne fisk. Derfor valgte de et Panoptix-setup, der samtidigt giver mulighed for “Live”-action.
- Mulighed for at have en skærm fremme på kasteplatformen, så man havde de samme muligheder for at følge med uanset hvor man fisker i både. Dette resulterede i x2 12″ Garmin-instrumenter 8412xsv plotter/ekkolod, hvor der er masser af skærmplads også til både 2 og 3 forskellige skærmbilleder
- Kraftig og integreret styring af båden – altså ikke bare en standalone frontmotor, men en elmotor, der sammen med instrumenterne kan give fordele eksempelvis peg på dit søkort og naviger direkte derhen. Derfor valgtes den nye Garmin Force elmotor
Med behovene i hånden, opsøgte teamet Effektlageret i Horsens for at få rådgivning om den den samlede løsning, og selvom man bruger en del tid på at sætte sig ind i de forskellige modeller, så har det været altafgørende for Team Kobbelgaard Fishing at få kompetent rådgivning og se instrumenterne i real life inden at ordren blev lagt – og alt det samt suveræn service fik de fra den store Garmin-forhandler i det midtjyske.










