Storebæltsbroen som fiskeområde

Mulighedernes vand
 
Området omkring Storebæltsbroen er på mange måder et område med masser af muligheder. Når jeg fisker, er det næsten altid i bevægelse med skift til flere pladser, luntende langs kysten, eller med spinnestang et par timer, så lidt fluepiskeri og afslutning med lidt medefiskeri. Er du også den lidt utålmodige og alsidige type med hang til afvekslende fiskeri, hvor der er mulighed for mange forskellige fangster, er Storebælt et af de steder der arter sig allerbedst på dette område. Denne artikel beskriver kort steder, fiskemetoder, grej og ikke mindst hvordan man anvender sit kombiinstrument til at få flere fisk i båden. Mange emner kan bære en hel historie i sig selv, så dette skal ses som en teaser til at prøve forskellige metoder, når man er kommet afsted, eller hvis andre arter ikke lige er tilstede.   
 
Båden
Er vejret fint og vandet spejlblankt kan man sejle tværs over bæltet i en valnød, men af flere årsager vil jeg anbefale min. en 15 fods jolle med en passende motorstørrelse. Udvalget af både i denne klasse er enormt, men gå efter anerkendte mærker og meld dig ind i en af småbådsklubberne, da du her får uvurderlige råd om for eksempel sejlegenskaber og kvalitet. Jeg sejlede i mange år på Storebælt i en Poca 475 med en 25 hk motor på. Dette sæt blev skiftet ud for 5 år siden til nummeret større – en Poca 500 med 50 hk 4-taktmotor. Årsagen til udskiftningen var primært stabiliteten og ønsket om en ratstyring, men også muligheden for at kunne flytte sig hurtigt rundt mellem pladserne var et ønske der stod højt på listen. I området omkring Sprogø, hvor der på grund af strømmen kan være bølger der krydser på tværs af hinanden, føles det også noget mere trygt at være i den lidt større båd. I de senere år er jeg begyndt med trollingfiskeri efter laks og det sammenholdt med et ønske om, at komme længere til havs efter torsk/sej, har betydet at jeg har skiftet båd igen til en Ryds 600. Denne bådtype er på ingen måde et must for at fiske i Storebælt, men med en balsal at fiske på ved agterdækket har det bestemt sine fordele
 
Elektronik
Da vi startede fiskeriet i bæltet for mange år siden, var pejlemærker på land, gætteri og overtro nogle af de metoder vi brugte for at få at få fisk med hjem. Tiderne har dog ændret sig en hel del og i dag vil jeg ikke undvære et godt kombi-instrument med ekkolod og kortplotter. Skulle der f.eks. prioriteres vil jeg hellere gå lidt på kompromis med motorstørrelse end at undvære mit instrument. Mit foretrukne kombi-instrument er i dag et Lowrance HDS 7, der bestemt ikke har skuffet gennem årene. Med de nyeste teknikker, hvor søkortene er fuldt opdaterede eller bygger på egne logninger (Insight Genesis), er det muligt at lave sit eget søkort i præcis det område man har udset sig. Det resulterer i, at jeg kan affiske skrænter med få meters nøjagtighed, for slet ikke at tale om sikkerhedsaspekter når der sejles i mørke eller tåge, hvor en grundstødning hurtigt kan resultere i en ødelagt propel eller skade på båden. Elektronikken gør det muligt at se stimer af småfisk som f.eks. sild og tobis. For at fastsætte arten af byttefisk, eller for at få agnfisk, har jeg altid et tobisforfang med.
 
Flere gange har jeg set ekkolodsbilleder som disse med byttefisk forskellige steder i vandsøjlen – ofte er det sild eller tobis.
 
En anden vigtig feature ved at have en god søkortplotter er muligheden for at lave et spor. Sporet viser præcist hvor man har været og er således vigtigt ved f.eks. fiskeri efter flade, hvor det er muligt at drive henover præcist det område man lige har drevet igennem og som har givet fisk. Fangst markeres med et waypoint (punkt) på kortet. Få hjælp og vejledning til valg af instrument på Småbådsklubbens forum eller hos de mange seriøse forhandlere og vær opmærksom på valg af rigtig transducer. Jeg anvender et Lowrance HDS 7 med en TotalScan transducer og syntes generelt, at det dækker mit behov fint. 
 
 
 
 
Havørred
Bedste tidspunkt i det åbne vand er fra april til starten af august – resten af året kan det praktiseres i fjordene. Fiskeriet kan dyrkes som fluefiskeri, kastefiskeri eller trolling. Generelt fanges der større fisk på det lidt dybere vand, når de har haft et par måneder til at få sul på kroppen efter vinterens ophold i åen. Jeg syntes fiskeriet er bedst, når strømmen er kraftigst – se på bropillerne eller den opankrede båd – når vandet står op af siderne med et massivt pres, så er det havørred-tid ! – se evt. strømprognoser på dmi.dk, så du bedst muligt planlægger dit fiskeri.
Min metode til trollingfiskeri er lært ved at tale med erfarne fiskere i Fyns Trolling Klub og deres erfaring og setup til havørredfiskeriet har været uvurderlig – det er rart at vide at metoden der anvendes, virkelig kan kaste fisk af sig og man sparer også tusindvis af kroner ved ikke at investere i det forkerte grej.
Trollingfiskeri kan foregå på 6-10 meter vand på skrænterne omkring Sprogø eller ved de høje pyloner, men du skal ikke snyde dig selv for at tage en tur langs bropillerne, hvor ørrederne står i strømlæ eller jager byttefisk der fanges i strømmen. Grejet jeg bruger er 4-6 trolling-stænger, Apex/trollingblink og Dipsy Divers til at trække blinket ned i den rigtige dybde. Apex-blinkene er vældig livlige og går allerbedst hvis der er styr/vægt foran agnen. Af og til anvender jeg sideplaner, der trækker blinket ud til siden og skaber spredning på agnene. Min favoritagn er Simris trollingblink fra Fladen og 4,5” Apex – det går sindssygt godt og det er ikke så afhængigt af en præcis hastighed på båden, ofte ligger jeg på 2,5-2,8 knob. Der kan også fiskes helt i overfladen med vægtbelastet blink.
Ved trollingfiskeri er et godt ekkolod/kortplotter næsten uundværligt til at finde den rigtige dybde, når skrænter skal gennemfiskes og selvfølgelig for at være opmærksom på fiskestimer. Havørreden jager sild, tobis og andre småfisk og her er dit ekkolod en rigtig god hjælp – og da havørrederne ikke er taget ud for at bade, så er det i nærheden af disse stimer, hvor du skal sørge for at fiske dem effektivt af. Træk gerne igennem stimerne flere gange
 
 
Flue- eller kastefiskeri fra båd: I de kolde måneder kan det praktiseres i fjordene fra drivende båd nær kysten. Længere henne på sæsonen opsøger jeg steder med en god strøm. Finder du disse steder, hvor strømmen pisker op af siderne på den opankrede båd, har jeg oplevet godt fiskeri midt på dagen i strålende solskin og 25 graders varme, hvor det var muligt at se ørrederne hugge fluen 10 cm under overfladen. Småbåden kommer rigtig til sin ret her, hvor man kan stå højt i båden og man kan placere sig så det passer allerbedst til vindforholdene. Er du til fiskeri i de lune sommernætter, så snyd ikke dig selv for at se de fuldt oplyste passagerskibe komme sejlende gennem Storebælt, det er et flot syn. Børsteormsimitationer i mørke nuancer har til tider været et godt valg eller skumfluer der giver masser af silhuet i overfladen.
 
Makrel
Nu skal man på ingen måde sammenligne makrelfiskeriet i Storebælt med fiskeriet i Nordsøen, men der er bestemt gode muligheder for at fange disse velsmagende sportsfisk. Fiskeriet er noget anderledes end Nordsøen –  her kan der hurtigt fanges en spandfuld på kort tid – hvor det i Storebælt ofte er enkelte individer. Bedste tidspunkt er juli/august, hvor jeg ofte fanger dem på flådfisket sildestykke eller endnu bedre en hel tobis. Stangen er en let 9” spinnestang. Lad båden drive igennem området, så du på den måde får fisket et godt stykke af og finder makrellerne. Fiskeriet efter makrel kan derfor også fint kombineres med fiskeri efter flade. Brug et godt glideflåd der kan ses i bølgerne og justeres til den rigtige dybde og glæd dig til raketterne bider på.
Bedste sted er under højbroen eller i området på Nyborgsiden, men makrellerne kan fanges overalt.
 
 
 
Fladfisk
Fiskes bedst fra drivende båd. For at undgå at de små fisk sluger krogen udskifter jeg altid krogene til større kroge og er generelt hurtig med tilslaget. Forfang med hvide perlemorsperler er min personlige favorit og snyd endelig ikke dig selv for at lave en efterslæber efter blinket der anvendes som synk. Området ved vestlige ankerblok, ved højbroen, Sprogø Puller, samt plateauet ved vestlige side af Sprogø er kendte gode pladser.  
Hvar
Fiskeriet efter hvar i Storebælt har i flere år været fantastisk. Flere 1 kg. fisk er landet end vi har set de senere år, så det lover godt for fremtiden. De optimale forhold er dybder på 5-14 meter og en strøm på ca. en knob. Hvarfiskeriet er dog kendetegnet ved, at du skal have en del tålmodighed – gennemfiske dit område gang på gang og pænt vente på at de optimale forhold kommer, hvor hvarrene er i hughumør.  Vi har i år fisket meget efter bundforhold med hård bund ved at anvende Insight Genesis (Lowrance) og vi mener det har en god effekt på fiskeriet til at logge området vi har fisket i og vi kan se en sammenhæng med bundhårdheden i forhold til, hvor vi har fanget hvar.
 
De røde områder er hårdere og mere fast bund og vores hugmarkeringer ligger ofte i disse områder.
 
   
  
Torsk/sej
Natfiskeri har vist sig nogle gange at være udslagsgivende, især ved højbroen hvor lyset fra broen står ned i vandet og samler byttefisk. Ofte kan man også her se fladfisk i overfladen der jagter føde
Her er det Michael med en sommertorsk, taget ved højbroen
 
Fiskeri omkring bropillerne ved lavbroen kan altid kaste en portion torsk af sig og er strømforholdene til det, kan man fint anvende let grej, f.eks jigs, hvilket gør det til en god sport. Brug ekkoloddet til at finde fiskene, ved at sejle langs pillerne.
I de senere år er der kommet en del sej i bæltet og de er ved at have en størrelse nu, hvor de er ved at være sjove at fange. 2-3 kg er ikke ualmindeligt og de giver jo altid en god fight og er samtidigt en fremragende spisefisk. Ligesom ved fiskeri efter andre arter handler det ofte om at finde områder med tobiser eller andre småfisk, som sejene jagter.  
 
 
 

 

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ohøj Skipper !

Få eksklusivt indhold, tips og tricks fra vores side.

Få de vigtigste artikler, konkurrencer og nyheder serveret i en let og nærmest spiselig form.

Det er simpelt! Skriv din email og så ses vi på den anden side :-)

 

Velkommen om bord !