Vinteren betyder ofte mere tid til små montageopgaver på båden, da der er længere tid imellem sejlturene og har man en garage eller en carport, er det fine betingelser for at arbejde lidt med småbåden.
Samtidigt er vinteren et tidspunkt, hvor man stadig kan huske hvor irriterende det er at undvære lys på båden, når den skal sættes i vandet eller når stængerne skal rigges til i de tusmørke morgentimer.

Da vi ofte anvender båden, når det er sparsomt med lys, ved vi det er vigtigt med lys ombord. Lyset har da også en vis smart-feature og vi syntes også det ser godt ud og forøger bådens værdi.
Det kan være smart at montere lyset uden at bore for mange huller i skroget eller stuve og det kan derfor være en god ide at anvende små rustfrie beslag der eventuelt limes fast på glasfiber eller alu. Så kan man altid fjerne det igen uden at der bliver efterladt grimme huller.
Monteringen skal helst ske uden at der bores alt for meget i stuverum og skrog og derfor monterer vi også nogle af dioderne og kontakten i de allerede monterede stangholdere, da de altid kan udskiftes hvis vi på et tidspunkt skal sælge båden eller af den ene eller anden årsag ikke ønsker at lyset skal være der længere.
Vælg den rigtige placering
Det er vigtigt at skabe sig et overblik over de steder, hvor man ønsker at LED-lysene skal sidde. Husk i den forbindelse at der skal være plads til selve lyset og ledningen i dybden, hvis du monterer i et hulrum.
Det meste i en båd kan blive udsat for søvand eller regn og det er derfor vigtigt at lyskilderne er vandtætte og flere modeller er da støbte varianter der er kategoriseret i vandtæthedsklasse IP67 som tåler en meget kraftig vandpåvirkning, hvilket er perfekt til bådbrug.

Det er vigtigt at sikre sit kredsløb med sikringer, for at undgå kortslutninger . Sikringen skal placeres så tæt på batteriet som muligt, da den sikrer det kredsløb der kommer efter sikringen. Visse modeller har indbyggede automatsikringer, der blot skal resettes, så du slipper for at skulle udskifte en sprungen sikring.






