Fjernprojektør og dæksbelysning på båden
I mange tilfælde er det helt nødvendigt med lys ombord der ved sejlads i de mørke timer kan give et godt arbejdslys eller lyse frem hvor båden skal sejle. Arbejds- eller dækslys lyser dækket på båden op og gør det muligt at arbejde og bevæge sig sikkert rundt på båden, hvor man derved kan se hvor man træder eller hvor fortøjninger, tovværk og andet grej befinder sig.
Vi ser i dette indlæg også på søgelygter og fjernprojektører, der kan lyse vandet op foran båden og sikre dig, når du for eksempel skal anløbe snævre havneindløb eller du har behov for at lyse vandet op i andre forbindelser – for eksempel hvis man skal finde tabt gods i vandet eller endnu vigtigere, hvis en mand er faldet overbord og du er igang med at eftersøge.
Led-lys har mange fordele har
Næsten uanset hvilket dækslys du skal vælge til at have ombord i båden, bør du se efter produkter med vandtætte led lyskilder, da det har en lang række fordele frem for almindelige pærer. Led-lyskilderne har nemlig et væsentlig lavere strømforbrug og bliver heller ikke varme som almindelige glødepærer gør. Det mindre strømforbrug belaster ikke bådens el-system og med led-dioderne der har væsentlig længere levetid, kan man også lave produkterne helt indkapslede og tætte for vand, så de modstår set hårde miljø ombord.

Natlys med flot effekt i båden
Hvis du sejler om natten eller i de mørke timer, kan et dækslys med et svagere lys være fordel. På billledet herunder er der monteret blåt led lys fra Biltema ved bådens styrbord og bagbords sider. Lysets placering er udvalgt så det med et passende skær oplyser siderne uden at blænde for meget, hvilket ikke er ønskeligt, når man gerne vil beholde sit nattesyn. Det blå diodelys giver desuden en rigtig flot effekt og er en god stemningsbelysning, når man om aftenen skal hygge sig i havnen.

Arbejds- og dækslys
Når der skal arbejdes på dæk eller du har behov for meget lys er det en fordel at placere lyset højt, hvor det har en bedre spredning og kan oplyse et større område. Ofte leveres arbejdslamperne med beslag der kan vinkeljusteres, så du kan dreje lyset derhen hvor det gør mest gavn og nytte.
Når du skal finde den helt rigtige placering på båden, er det også en rigtig god ide at placere arbejdslyset, hvor det sidder beskyttet for havvand – ikke så meget af hensyn til vandtætheden, men mere for at undgå korrosion og at salt sætter sig på glasset og derved vil tabe lidt lys-effekt.



Fjernprojektører
Bådens fjernprojektører skal oplyse området foran båden og de er især med led-lyskildernes indtog blevet utrolig populære, da de derved ikke kræver så meget strøm og ofte fylder mindre end tilsvarende lys med traditionelle pærer. Den nye teknologi betyder også at man kan få meget kraftigere lys ombord, hvilket giver mange fordele for alle sejlere, da det bliver lettere at orientere sig ved dårlig sigt og
Fastmonterede og ikke drejbare projektører, kan man med stor fordel suppleres med en håndholdt projektør, der er mere fleksibel og lettere kan anvendes ved brug for en præcis lyskegle.

Håndholdt projektør
En håndprojektør er en god løsning, hvis du ikke har brug for så meget lys som de ofte kraftigere fastmonterede projektører og den kan fint anvendes hvor der for eksempel er behov for at kunne lyse ned i vandet tæt på båden for at se bundforhold eller hvor man bare har brug for en kraftig håndlygte, når man skal bevæge sig rundt på havnen når det er mørkt.
Modellen herunder er fra Biltema og har en effekt på 120 lumen og en rækkevidde på ca. 300 meter. Søgelygten er genopladelig og har et rigtig fint rum der indeholder den medfølgende micro USB ledning. Til Biltema’s kontaktsystem kan man tillige få et USB stik der kan monteres i stedet for et kontaktmodul og derved let kan oplade lygten eller andet udstyr som telefoner og lignende.



Montering af arbejdslys
Langt de fleste arbejdslamper og fjernprojektører kan idag tilsluttes direkte til en kontakt af god kvalitet og det er derfor ikke nødvendigt at tilkoble dette via et relæ. Men er der tale om tilslutning af flere lamper, der skal fungere ved tryk på en knap er det en god ide at tilslutte et hjælperelæ så belastningningen på kontakten ikke er så stor. Husk ved montager at anvende en passende tykkelse på kablet og også at der skal være en sikring på kredsløbet og meget gerne så tæt på batteriet som muligt.

