Tips til fortøjning af båden
Om du ejer en mindre jolle, motorbåd eller sejlbåd, så er fortøjning et vigtigt emne, som man bør sætte sig ind i for at sikre sin båd og opnå maksimal sikkerhed og komfort. Vi giver her nogle sikre tips og tricks til hvad du skal være opmærksom på, når båden skal fortøjres
Vælg det rigtige tovværk
Tovværket der anvendes til fortøjning skal være fremstillet til dette og de fleste typer på markedet er fremstillet af syntetiske fibre, der giver en lang holdbarhed og ikke mindst UV-bestandighed. Størrelsen på tovværket bør afspejle vægten på båden og skal afspejle det træk der kan opstå under forskellige forhold.
Er der en stor belastning på tovværket, kan man med fordel montere en fjeder der skåner både tovværket og båden og giver komfort hvis man for eksempel skal overnatte, da det mindsker de voldsomme ryk der kan opstå. Fortøjer du ved en pontonbro der bevæger sig anderledes end båden er det også aktuelt med en fjederanordning

Anvend de rigtige knob
For at tovværket ikke skal gå op er det vigtigt at binde de rigtige knob, der kan sikre båden forsvarligt. Vi har her angivet 3 små klip, der viser de mest anvendte knob, der på en god måde sikrer din båd når du fortøjer den.
Beskyt tovværket
Tovværket skal beskyttes mod slid (skamfiling) på udsatte steder – sidder fortøjningen for eksempel i en øjebolt forrest på båden, bør tovværket være forsynet med en kovs, så man ikke risikerer at tovværket slides over, eksempelvis ved bugsering.
Er det ikke muligt at undgå at tovværket gnider op af brokanter eller lignende kan man eventuelt beskytte dette med en kraftig gummislange

Vælg rigtig størrelse
Tovværket skal svare til den belastning det udsættes for – find en vejledende størrelse i skemaet herunder, så er du hjulpet godt på vej:

Længden på tovværket bør ikke være mindre end 3 meter og det er en god ting at afstanden er ca. en halv bådlængde hen til den pæl/bro hvor du fortøjer, så det er muligt for båden at bevæge sig med den skiftende vandstand.

Skaf tovværket af vejen
På både broen og i båden skal fortøjninger der ikke anvendes gemmes af vejen. På broen kan du evt. føre tovværket tilbage til egen båd, så det ikke ligger og roder andre steder. Når du sejler er der heller ingen grund til at man går og falder i det – find i stedet en fast plads til dette i båden, hvor det er gemt af vejen og du altid ved hvor det er, når det skal bruges igen.
Læg båden rigtigt
Vælg din plads med omhu – gerne et sted hvor der er læ. Hvis din plads udsættes for vind og/eller bølger, så placer båden med stævnen mod vind- eller bølgeretningen. Hvis din båd ligger med kort afstand til nabo-bådene, kan du med fordel lave en krydsfortøjning, hvor dit tovværk krydser hinanden for at lave et sideværts “styr” på båden.
Beskyt med fendere
Båden bør have rigeligt med fendere ombord og hellere for store end for små ! Har man først prøvet at ligge med vinden der presser båden hårdt mod broen kender man betydningen af at kunne trække rigeligt med fendere frem i stor størrelse, for at sikre mod skader og grove ridser. Typisk har man 3 fendere i hver side fordelt på bådens langside, men særlige forhold kan kræve at der monteres flere.

For at undgå irriterende støj fra knirkende fendere, kan man montere en fendersok der trækkes udenpå fenderne.