Tun-drama: Mange fights og knækkede stænger

Der var igen søndag masser af både på vandet – den svage østlige vind gav optimale betingelser pg fangstmeldingerne er mange fra både de svenske og danske lystfiskerbåde. På den svenske side blev der søndag fanget 7 blåfinnede tun mens der på den danske side var der hele 15 taggede blåfinnede tun og alle fisk svømmede afsted i bedste behold.

Svensk drama resulterer i død tun

På een af de svenske både, viklede en hooket tunfisk sig desværre ind i en line under fighten og stod ikke til at redde. Fisken blev taget med til fiskerihavnen i Lysekil, hvor forskerne undersøger maveindhold og laver en aldersanalyse (øresten).

Først sprang linen og så knækkede stangen !!!

Bernhard Dlugatch Christensen oplevede et stort drama, da det dygtige team med en 300+ kilo tun først sprang linen, og efter sammenbinding så forfulgte uheldet teamet, da stangen knak. Selvom de gjorde hvad de kunne, og 5 gange havde tunen helt inde ved båden, så lykkedes det desværre ikke at få landet fisken.

Sved og store overarme på Plan B

På mange både blev der kæmpet hårdt for hver meter line og med en tun på størrelse med en mellemstor familiebil kræver det noget fra teamet. Og præcis samarbejdet i båden skal fungere optimalt for at få tunen ind til båden, så den af forskerne kan mærkes på en forsvarlig vis.

Se bare videoen herunder hvor Sune Andersen kæmper en hård kamp og får gode gode råd med på vejen.

Det kyndige team kæmpede bravt med en STOR tun i hele 7,5 timer, hvoraf de 3,5 timer var med full strike, hvilket var mere end selv det trimmede grej kunne holde til. Stangen knækkede og holdet fortsatte med at fighte fisken med hænderne for at sikre at tunen forsvarligt kunne komme til hægterne igen. Desværre fik tunen raspet linen over bare 12 meter fra bådkanten!!.

Selv det kraftige grej i god kvalitet, gav bukke under for den store belastning
Yngstemanden Sune Andersen tog det store slæb gennem den 7,5 timers lange fight
Den typiske agn er store levende makreller, der justeres i dybden ved hjælp af blybelastning

Team Plan B er toptrimmet til det danske mærkningsprojekt med elektronik fra Garmin og tungt grej, der passer til de stærke fisk. Du kan følge Team Plan B og deres fiskeri på deres Facebookside HER

Dobbelt-hug!!!

På den gode båd Aluraketten, fik de søndag et stort dobbelthug, og det er lige rigeligt at håndtere i een båd. Så de hidkaldte det erfarne team fra Team Bowi, anført af Henrik Winther.

Efter en god halv times tid havde teamet landet deres 2. tunfisk ved dette års mærkningsfiskeri.

Hop ind på linkene nedenfor og se de fantastiske fightvideoer (og nyd også det gode vejr, som bådene havde i går)

Team Bowi kan det der med tun – endnu en fin fisk er landet

Billeder: Team Bowi

Også stortun til Team Svinet / Team Stormen

Team Stormen, anført af skipper Niklas Iversen var også blandt de både, der fik sved på panden søndag. Niklas fiskede ombord på Team Svinets båd og efter to timers fight kunne teamet lande en flot og stor tun på 257 cm og 270 kilo.

Billeder: Team Stormen

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.