Extreme Boats 605 Sport Fisher - smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Extreme Boats 605 Sport Fisher

Præmieret som “Boat of the Show” ved flere boatshow er Extreme Boats 605 Sport Fisher en båd der bør kigges nærmere på. Derfor har vi lavet et review af præcis denne model.

605 Sport Fisher er bygget af Extreme Boats i New Zealand i rent Marine Grade aluminium. Båden er særlig velegnet til sportsfiskere og som skræddersyet til de skandinaviske forhold med varme somre og kolde vintre, der presser udstyret. Om vinteren anbefaler vi en passende sprayhood på denne model, som til gengæld gør den meget mere universal, da den derved kan anvendes til både familieture og fisketure året rundt.

Extreme Boats 605 Sport Fisher er en perfekt båd tilpasset barske Skandinaviske forhold

Let og stærk trailerbåd lavet til sportsfiskere

Da Extreme Boats er bygget i alu, er der gode muligheder for individuel tilpasning til den enkelte. Det giver mere fiske-glæde og en mulighed for at få sin båd præcist som man vil have den. Denne båd vejer inklusiv motor og trailer ca. 1.500 kg., hvilket gør at den kan transporteres på en et-akslet 1.800 kg. trailer, hvilket appelerer til langt flere bådejeres biler, da den derved kan trækkes af de fleste biler i firmabilsklassen som for eksempel Mondeo, Passat, Insignia og andre tilsvarende biler.

Masser af fiskeplads

Extreme Boats 605 Sport Fisher tilbyder masser af fiskeplads og en god mulighed for at udnytte båden helt ud i hjørnerne, hvilket er særligt fint – både når der skal anvendes downriggere og når der skal fiskes på vrag eller under anvendelse ved drivfiskeri, hvor man bedre kan udnytte hele bådens længde og derved få optimale forhold, hvis der er flere der fisker i samme side.

Bygget til at sejle og kan tilpasses køberens behov

Extreme Boats laver både, der er bygget til at sejle gennem bølgerne og ikke over dem. Den særlige skrogkonstruktion med en forholdsvis spids front og en skrogvinkel på 21 grader gør at den skærer sig igennem bølgerne og er særdeles velsejlende, når der er lidt bølger og sø. Skrogets sider er forsynet med “skuldre” der sikrer at sejladsen bliver en tør fornøjelse, da den kaster vandet ud til siden. Kølen er hul, hvilket giver den fordel at båden ikke vejer så meget og samtidigt sikres der stabilitet ved hjælp af det vand, der løber ind i kølen, når den ligger stille.

Extreme Boats er udstyret med en køl der fyldes med vand . det giver masser af stabilitet når båden ligger stille

Styreplads med masser af muligheder

Godt indrettet styreplads med mulighed for at montere selv store skærme og indrette panelet som man vil have det. Her er der prioriteret en stor skærm. Bemærk at pladen til panelet kan skrues helt af – en fin detalje når ure eller andet skal monteres eller hvis man på et senere tidspunkt ønsker at udskifte skærme eller andet udstyr, hvor man så kan montere en ny plade

Styrepladsen er enkel og funktionel med to drejbare sæder. Bemærk at sæderne er ophængt i siderne, så der er mere plads på dørken og mulighed for lettere rengøring uden kringelkroge omkring irriterende piedestaler. På dashboardet er der mulighed for at montere en dejlig stor skærm

På denne model er der siddepladser til 2 personer, men båden kan laves i flere forskellig konfigurationer – eventuelt med små siddepladser bagved styrestolene, hvis man har behov for flere siddepladser. Styrestolene kan drejes, så man kan kigge bagud, hvilket er særlig brugbart under for eksempel trollingfiskeri.

Kabine

Kabinen giver plads til to personer. Midten af kabinen kan forsynes med midterstykker, så man udnytter liggepladsen endnu mere. I siderne af kabinen er der fine hylder der giver muligheder for opbevaring og der er tillige mulighed for at åbne en transparent toplem, der slipper både lys og luft ind, hvilket er særlig praktisk om sommeren, eller hvis man har gøremål foran i båden.

Indgangen til kabinen kan forsynes med låsbar aluminiumslukke, der fungerer som et rullegardin der ruller op indvendigt i kabinen eller man kan få båden leveret med stoflukke som man klikker på indgangshullet.

Motorstørrelse

Den anbefalede motorstørrelse til en 605 Sport Fisher er 115-150 HK. Båden leveres som standard med trimflaps og kabelstyring. Badestige er kraftig og kan også bruges til at komme op i båden når den opbevares på trailer, hvilket er særlig praktisk når båden skal rigges til på havnen før der bakkes til rampen.

Badestige i bagbord side kan vippes op under sejlads og giver også let adgang, når båden er på trailer. Max. motor er 150 hk.

Mange farvemuligheder

Alle både leveres malet i den ønskede farve og lakeres i Extreme Boats egne malerkabiner. Hvis man ønsker et look som en glasfiberbåd, bør man vælge hvid basisfarve

Data:

  • Længde 6,07 meter
  • Bredde 2,34
  • Skrogtykkelse 5 mm 
  • Sider og dørk tykkelse 4 mm
  • Skrogvinkel 21 grader
  • Anbefalet motorstørrelse 115-150 hk.
  • Indbygget 140 liter tank
  • Ca. vægt inkl. trailer 1.500 kg. 
  • Bæreevne 5 personer
  • Bygget i Marine Grade Aluminium

One thought on “Extreme Boats 605 Sport Fisher

  • 08. maj 2020 kl. 09:42
    Permalink

    Hvem forhandler dem og hvad er prisen for denne båd?

    Besvar

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.