Mange flere torsk efter etablering af stenrev

DTU Aqua melder om gunstige målinger af forekomster af torsk, efter at der er udlagt nye stemrev ved Sønderborg.

Resultater fra DTU Aqua viser, at nye stenrev kan betyde, at der kommer langt flere torsk i et område. Resultaterne stammer fra Bredgrund ved Sønderborg, hvor forskerne undersøgte forekomster af torsk i 2016, inden der blev udlagt stenrev. Stenrevene blev udlagt i 2017. Da forskerne kom tilbage i 2018, registrerede de over 100 gange så mange torsk i området. Resultaterne understreger de positive effekter af at beskytte og udlægge stenrev i danske farvande.

Stenrev er fjernet af stenfiskere

Der er fjernet mange sten fra havbunden i Danmark i tidens løb. Stenfiskeri foregik i årtier for at skaffe kampesten til havnemoler og andet kystnært byggeri. Inden stenfiskeriet gik i gang, var der store og talrige stenrev i kystnære områder i Danmark. Nu er stenrev desværre blevet en mangelvare. Det betyder, at vigtige arter, som f.eks. torsk, har færre steder at gemme sig for rovdyr som skarv og sæler. DTU Aqua undersøger derfor, hvordan man kan genskabe de tabte levesteder for fisk i danske farvande.

Der er udlagt mange stenrev ved Sønderborg

For at genskabe de tabte levesteder for fisk samarbejder DTU Aqua med foreningen Als Stenrev. Foreningen har modtaget 10,4 millioner kr. fra VELUX FONDEN til etablering af stenrev i perioden 2016 – 2020. I 2016 undersøgte DTU Aqua derfor forekomsten af fisk på Bredgrund i nærheden af Sønderborg. Det var inden, stenrevene blev udlagt. I det følgende år blev udlægningen af stenrev planlagt og derefter udført i slutningen af 2017. DTU Aquas undersøgelser blev foretaget på Bredgrund, men der blev udlagt sten i mange forskellige områder. I 2018 tog DTU Aqua tilbage for at undersøge forekomsten af fisk efter stenudlægningen. Forskerne blev overraskede over, hvor mange fisk der allerede var dukket op i området.

LÆS OGSÅ:
Ny laksekvote indført

DTU Aqua undersøger forekomsten af fisk med undervandskameraer
DTU Aquas undersøgelser blev foretaget med undervandskameraer. Kameraerne blev sænket ned på havbunden, hvor de lavede optagelser i to minutter per time. Hvert kamera lavede optagelser i omkring 40 timer. Kameraerne blev sænket ned i (kommende) revområder og kontrolområder både i 2016 og i 2018.

Kameraerne blev benyttet i fire (kommende) revområder og i to kontrolområder. Der blev ikke udlagt sten i kontrolområderne. Kontrolområderne er en vigtig del af sammenligningerne, fordi kontrolområderne gør det muligt at tage højde for overordnede ændringer på Bredgrund uafhængigt af udlægningen af stenrev. Hvis der f.eks. var mange flere torsk i 2018 – både i kontrolområderne og i revområderne – så skyldtes stigningen i torsk i rev-områderne ikke udlægningen af stenrev, fordi der også var flere torsk i kontrolområderne. Det var dog ikke det mønster, som forskerne observerede, da de sammenlignede data fra 2016 og 2018. I stedet kunne forskerne dokumentere, at der var utroligt meget liv ved de udlagte stenrev.

Denne video viser torsk ved et af de nyetablerede rev:

Nye stenrev giver flere skjul og byttefisk

Der kan være mange grunde til, at der kommer flere torsk efter udlægning af stenrev. Stenrev giver mulighed for skjul for torsk. Det kan give torsk bedre muligheder for at overleve ved at gemme sig, når sæler og skarv jager. Det er formentligt én af grundene til at torsk opsøger stenrev. Undersøgelserne tyder også på, at der kan være mere bytte på stenrev. Undervandskameraerne viste f.eks., at forekomsten af toplettede kutlinger steg efter udlægning af stenrev. 

Beskyttelse og etablering af rev

Undersøgelserne viser tydeligt, at rev er et vigtigt levested for torsk. Der er derfor god grund til at beskytte og etablere rev, hvis man gerne vil give torsk flere gode levesteder. Hvis torskene har mange levesteder, hvor fiskene har gode muligheder for at finde skjul og føde, så er der potentiale til en større torskebestand. DTU Aqua er i gang med undersøgelser af rev bestående af muslinger og af mindre ral-sten (op til 30 cm i diameter). Disse rev forventes ligeledes at være gavnlige for mange fiskearter, men resultaterne foreligger endnu ikke. 

LÆS OGSÅ:
Suzuki påhængsmotorer forbedrer havmiljøet

Kilde: Fiskepleje.dk

Forsidefoto: Jon. C. Svendsen

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.