Monter en spulepumpe – sådan gør du

At holde sin båd ren og pæn under de fleste forhold er en af de faste arbejdsopgaver som bådejer og i visse havne er det ikke velset at man anvender ferskvandsresurserne til vask af båden. Løsningen kan være at montere en spulepumpe, der anvender vandet omkring båden. Læs med her hvor vi giver gode tips og tricks til montering fra A-Z og du kan nyde følelsen af let rengøring af båden.

Flere fordele ved en spulepumpe

Der er mange fordele ved at have en spulepumpe ombord. Vi nævner her et par stykker:

  • Hurtig og let rengøring med det samme, så skidt og snavs ikke gror eller brænder fast under en stærk sommersol.
  • Kontrolleret spuling af dækket, så man undgår “oversvømmelser” de forkerte steder
  • Forbedret sikkerhed, hvor du slipper for at hænge ud over siden på båden, balancerende med en tung spand der skal hives ombord
  • Spuling med et højere tryk løsner snavs og skidt
Pumpen leveres med indtagsfilter og flere forskellige studse. Enden af pumpen er forsynet med en trykkontakt, der automatisk afbryder strømmen, når trykket stiger i slangen.

Find en egnet placering til pumpen

Placer gerne pumpen et sted i tørre omgivelser og hvor du ikke skal trække vandslangen så langt i båden. Vi har her valgt et stuverum i styrbord side, hvor der også er let adgang til vand via motorbrønden

Pumpen skal placeres horisontalt eller med pumpehuset nedad. Sørg gerne for at anvende rustfri gennemgående skruer til fastgørelsen, så du sikrer dig at pumpen ikke ryster løs under sejladsen.

Vi har fundet en fin placering til Biltema’s trykpumpe i et agterrum, hvor der også er let adgang til vandforsyningen, der kan tages fra motorbrønden. Bemærk filteret der sidder ved vandtilgangen – glasset kan skrues af, så det er let at rengøre

Forsyning af vand til pumpen

Der er flere muligheder for at forsyne pumpen med vand:

  1. En løs slange der lægges ud i vandet
  2. En fast installation, hvor slangen hele tiden er i vandet
LÆS OGSÅ:
Vinterprojekt - lys i småbåden

I eksemplet her har vi valgt en fast installation, hvor slangen føres igennem et rør ned til motorbrønden, hvor der er tilgængeligt vand. En smart detalje er at anvende et håndgreb, hvor den ene ende skæres af så den fremstår som et åbent rør. Trykvandspumpen har en sugehøjde på hele 180 cm, så den kan næsten placeres overalt i båden. Vi anvender en almindelig 1/2″ vandslange, da den passer på de medfølgende 13 mm studse til pumpen.

Pumpen har et praktisk filter som skal sidde på tilgangsstudsen, så du undgår at skidt og snavs sidder fast i pumpehuset.

Et eksempel på en fast installation af vandforsyningen, hvor vandslangen trækkes indeni et rustfrit rør. Røret er et 75 cm håndgreb – Biltema artikelnummer 25-598

Elektrisk tilslutning

Pumpens strømforbrug er angivet til max. 8A og vi sikrer derfor installationen med en 10A sikring. Ledningen der skal forsyne pumpen bør trækkes over så kort afstand som muligt og gerne tages tæt på batteriet. Vi anvender et 4,5 kvadrat fortinnet dobbeltkabel, som vi lodder direkte på pumpens tilslutninger og vi beskytter samlingen med krympefleks, som forhindrer saltvand i at komme i direkte forbindelse samlingen. Ledningerne bindes op med kabelbindere, så de ikke hænger fast i andre ting der lægges ned i stuverummet.

Spuleslange- og pistol

På afgangsstudsen til pumpen monterer vi en 1/2″ slange med en kobling som forbindes til vores 15 meter spiralslange. Spiralslangen har den fordel at den ikke så let får knæk, da den er lidt hårdere. Samtidigt kan den trækkes ud i den ønskede længde og næsten nå rundt i hvert hjørne af vores 6 m lange båd.

I sættet med spiralslangen er desuden inkluderet en sprøjtepistol, hvor dysen kan indstilles. Vi tester desuden en anden sprøjtepistol, men finder at den medfølgende er den bedste og fint opfylder vores behov for at kunne skylle skidt af med en hård præcis stråle og samtidigt kunne indstilles til en stråle med et bredere arbejdsområde – og hvem ved… måske kan “bruseindstillingen” også være brugbar i de varme sommermåneder.

LÆS OGSÅ:
Sådan redder du dig selv og andre til søs
En god lang spiralslange gør at du kan spule overalt på båden

Disse varer har vi brugt – stykliste

Vi har handlet de fleste af vores varer hos Biltema og her er en stykliste over deres artikler:

Komplet pumpe 25-999

Håndtag som slange trækkes indeni 25-598 1 stk

Kobling 14-015 1 stk (fås med og uden vandstop. Vandstop kan fjernes)

Samlekobling 14-020 1 stk

Spiralslange inkl. sprøjtepistol 14-386 1 stk

Slange ½” Art. 14-061 1 stk

Diverse rustfrie spændebånd, kabelbindere og 5 mm skruer med planskiver og møtrikker

Slangenippel-sortiment 26-713 1 stk (anvendes hvis du skal lave 90 gr. knæk på vandslangen)

Vedligehold

Det er en god ide at køre ferskvand igennem slange og pumpe når den har været brugt, så du undgår at saltkrystaller sætter sig fast. Tøm også gerne pumpe og slange for vand, når det har været brugt og især når det er frostvejr

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.