Et fugleliv i fremmarch – og fiskebestande i tilbagegang
Artiklen er baseret på dokumentarvideoen af Niels Vestergaard: “Skarv – regulering, hvorfor og hvordan?”.
Når man bevæger sig ud i den danske natur, mærker man hurtigt, hvor tæt fiskeriet er flettet sammen med vores kultur og vores forhold til vandet. Mange af os er vokset op med ture til åen, til fjorden eller ud på det lave kystvand, hvor skrubber, ørreder og torsk engang var næsten garanterede møder. Men i dag taler både lystfiskere, forskere og lokale naturobservatører om forandringer, der ikke længere kan overses. I store dele af landet er fiskebestandene styrtdykket, og én fugl bliver igen og igen nævnt som en afgørende årsag: skarven.
Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i Niels Vestergaards video om skarvregulering – en video, hvor flere af Danmarks førende eksperter fortæller om fuglen, dens adfærd og dens massive betydning for vores akvatiske økosystemer. Filmen skildrer både den biologiske virkelighed, de menneskelige konflikter og den naturforvaltning, der i dag er nødvendig, hvis vi skal bevare fisk som havørred, stalling, skrubbe, ål og torsk.
Lars Erlandsen, der både er jæger, lystfisker og rådgiver om skarv for Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Angling, beskriver i videoen, hvordan fiskebestandene er forandret dramatisk gennem de sidste 10–15 år. Som han selv formulerer det: han har altid elsket naturen, men det er først de senere år, at han virkelig har forstået, hvor presset fiskene er – og hvad der skal til for at hjælpe dem.
Skarven er ekstremt dygtig til at finde fisk. Den dykker dybt, bevæger sig hurtigt og lærer af sine artsfæller. En skarv kan ændre et helt økosystem, når den opdager et område med føde, fordi kolonien følger efter. En enkelt fugl spiser omkring et halvt kilo fisk om dagen, og når man lægger de danske ynglefugle sammen med de mange tusinde trækgæster fra Norge og de baltiske lande, ender man med et årligt forbrug på mellem 20.000 og 30.000 tons fisk alene i Danmark.
Forskere som Niels Jepsen fra DTU Aqua dokumenterer i videoen, hvordan skarven i dag påvirker fiskebestandene helt ned i deres grundlæggende struktur. Tidligere blev vandløbsfiskeri i Danmark vurderet ud fra antallet af fisk pr. meter vandløb. Men i dag vejer man fiskene og måler den samlede biomasse. I Gudenåen, som er et af landets største og vigtigste vandløb, lå fiskebestanden tidligere omkring 150 kilo fisk pr. hektar. Nu er tallet faldet til mellem 4 og 17 kilo. Uanset hvilken art man kigger på, er det samme billede: fiskene er næsten væk.
Når forskerne følger deres radiosendere og PIT-tags, finder de transmitterne i skarvkolonierne. Det er konkret og uomtvisteligt bevis på, at fiskene bliver spist, inden de når at vokse, yngle eller vandre. Og det er netop denne mekanisme, der ifølge både forskningen og videoens fortællere er den største årsag til, at fiskebestandene ikke længere kan rette sig selv op.
Niels Vestergaards video beskriver også den historiske dimension. For selv om skarven har været i Danmark i mange år, ændrede noget sig omkring 2010. En hård vinter tvang fuglene væk fra de isdækkede fjorde og ind i åerne. Her opdagede skarverne en nem og stabil fødekilde, og siden da er de blevet hængende. Det var året, hvor mange lystfiskeres oplevelse af fiskeriet skiftede fra gode til dårlige tider. Vinteren blev et vendepunkt – ikke bare for fuglenes adfærd, men for fiskebestandene i store dele af landet.
Niels Jepsen fortæller i videoen, at problemerne i ferskvand er langt værre end på kysterne. I søer og fjorde er der et større volumen af vand og fisk, men i åerne bliver fiskene fanget i små og udsatte områder, hvor skarven jager særligt effektivt. Der er ganske enkelt ingen steder for fiskene at skjule sig.
I dag er flere af de arter, som EU kræver, at Danmark beskytter – herunder stalling, laks, houting og lampretter – truet af skarvens prædation. Dermed opstår der et juridisk paradoks: EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv beskytter skarven, mens EU’s habitatdirektiv kræver, at Danmark beskytter fisk, der bliver spist af netop skarven. Det er denne konflikt, der gør reguleringen nødvendig og endnu vigtigere at planlægge og udføre korrekt.
Den første del af videoen – og dermed også fundamentet for denne artikel – tegner derfor et klart billede: vi står ikke med et lokalt eller midlertidigt problem, men med en national udfordring, der har udviklet sig over mere end et årti, og som kræver handling, hvis fiskebestandene skal have en fremtid.
Da en enkelt vinter ændrede alt – skarvens skift fra kyst til å
Skarven har historisk haft en stærk tilknytning til kysterne. Her fandt den rigeligt med fisk, og der var naturlig balance i økosystemet. Man havde flere skarver i 1970’erne end i dag, men man havde også et havmiljø, der vrimlede med liv. Der var masser af torsk, masser af ål og store bestande af mange bundfisk. Skarven havde plads, og der var føde nok til alle.
Men vinteren 2009–2010 blev et historisk vendepunkt, som videoen meget tydeligt viser. Havene frøs til langt ud fra kysten, søerne dækkedes af is, og skarverne måtte søge andre steder for at finde føde. For første gang i nyere tid begyndte man at se store flokke af skarver trække ind i åerne. Her var der åbent vand, og her var der fisk, som ikke kunne undslippe.
Først blev det betragtet som et vinterfænomen, men fuglene blev. De havde fundet et nyt fødekammer – et som var langt lettere at tømme end havet. Åer er smalle, lavvandede og fyldt med fisk, der bevæger sig langsomt om vinteren. Det var ikke længere et spørgsmål om jagt, men om opsamling.
Det er netop her, at forskningen i videoen får sin største betydning. Når man dokumenterer skarvernes kost, ser man, at de spiser næsten alle arter i ferskvandet uden undtagelser. De går ikke efter bestemte fisk – de tager det, der er. Det betyder, at selv stærke og sunde fiskebestande kollapser, hvis skarven får frit spil gennem flere år.
Samtidig viser videoen, at store flokke fra Norge, Sverige, Finland og hele det baltiske område hvert år kommer til Danmark i sommer- og efterårsmånederne. Op mod 250.000 skarver opholder sig her i perioden juli til oktober. Dette er fugle, der ikke yngler her, men som opfatter Danmark som et midlertidigt spisekammer. Når de kombineres med de danske ynglefugle, opstår der et massivt pres på havets og vandløbenes økosystemer.
Niels Jepsen understreger i videoen, at problemet ikke kun handler om antallet af fugle, men om den måde, de jager på. De kommunikerer i kolonierne, de holder øje med, hvor artsfæller har haft succes, og de tilpasser sig hurtigt. De er sociale jægere, og når én fugl fanger meget, bliver stedet hurtigt et samlingspunkt for hele kolonien.
Derfor hjælper det ikke at jage skarver væk fra en sø eller et åløb, hvis naboområdet ikke gør det samme. Fuglene flytter sig bare fra ét vandløb til det næste. Det var netop det, der skete i vinteren 2009–2010 – og som siden er blevet en fast del af deres adfærdsmønster.
Den anden del af artiklen – baseret på Niels Vestergaards dokumentariske optagelser – gør det klart, at dette ikke kun er en dansk udfordring. Skarven kender ingen grænser. Derfor kræver løsningen international koordinering og fælles forvaltningsprincipper. Men arbejdet må begynde lokalt, og det bringer os videre til, hvordan reguleringen i Danmark rent praktisk foregår.
Fra kolonier til kyster – sådan foregår regulering i praksis
Regulering af skarver handler om mere end at reducere antallet af fugle. Videoen med Niels Vestergaard beskriver, hvordan effektiv regulering kræver forståelse for fuglens adfærd, ynglemønstre og de lokale forhold i hvert enkelt vandområde.
I nogle områder arbejder man med ægolie. Her behandles æggene i ynglekolonierne med en vegetabilsk olie, der forhindrer udviklingen, men lader fuglene blive i reden. Det betyder, at de ikke lægger nye æg, og at man undgår forstyrrelse i kolonien. Det er en rolig og langsigtet metode, særlig effektiv i øhavsområder som Det Sydfynske Øhav, hvor skarverne har store, faste kolonier.
I andre områder – især ved vandløb og søer – bruger man skræmmeeffektivitet. Det kan være laser, droner, menneskelig tilstedeværelse eller lyde. Men igen er det vigtigste, at indsatserne koordineres lokalt. Hvis en forening skræmmer skarverne væk fra én åstrækning, men naboforeningen ikke gør det samme, så flytter fuglene bare. Videoen viser flere eksempler på steder, hvor koordinering har stoppet denne evige cirkulation.
I særlige situationer gives der tilladelse til at skyde skarver. Dette sker typisk ved udmundinger, i åer med truede arter eller ved fiskeredskaber som ruser og garn, hvor skarver både æder fangsten og skader de fisk, der ikke er målarten. Det er en metode, der bruges med forsigtighed, men den er ofte nødvendig for at beskytte både fisk og fiskeri.
Det vigtigste budskab i videoen – og dermed også i denne artikel – er, at effekten af regulering aldrig må vurderes ud fra antallet af fugle, der bliver reguleret. Værdien ligger i, om fiskene vender tilbage. Det er fiskebestandene, der skal måles på, ikke skarvernes antal.
Niels Vestergaard viser i sin video, hvordan lokale skarvgrupper, bestående af jægere, lystfiskere og lodsejere, har opnået de bedste resultater. De samarbejder om at sikre, at reguleringen udføres på de rigtige tidspunkter, de rigtige steder og med de rigtige metoder. Samarbejdet forhindrer også, at skarvernes påvirkning blot forskydes fra ét område til et andet.
Fremtiden for fisk og fugle – kan vi genskabe balancen?
Hvis der er ét overordnet budskab i Niels Vestergaards film – og i de forskningsresultater, han bygger den på – så er det dette: målet er balance. Vi skal have både skarver og fisk i naturen. Problemet er ikke fuglene i sig selv, men den ubalance, der er opstået, fordi fiskebestandene er styrtdykket, mens skarven fortsætter sin succes.
Fisk som laks, stalling, ål, lampretter og houting er alle omfattet af EU-beskyttelse. Hvis disse fisk fortsat bliver spist, før de når at gyde eller vokse, risikerer Danmark at bryde EU-lovgivning. Det gør en aktiv og vidensbaseret regulering nødvendig – ikke fordi lystfiskere ønsker det, men fordi det er biologisk krævet.
Derfor er forskningsprojektet Protect Fish så vigtigt. Her samler man data fra hele Østersøregionen for at udvikle en international forvaltningsplan, der kan løse konflikten mellem beskyttelsen af skarv og beskyttelsen af fisk. Projektet løber frem til 2028, og resultatet bliver den mest omfattende skarv- og fiskerapport nogensinde i Norden.
Fremtiden afhænger af, om vi kan genskabe den balance, som engang var naturlig i danske farvande. Det kræver bedre vandmiljø, flere gydeområder, mindre forurening – og en skarvbestand, der tilpasses den mængde fisk, naturen kan bære.
Hvis vi lykkes, kan både fugle og fisk trives. Hvis ikke, risikerer vi at miste nogle af de fiskearter, som har været fundamentet for dansk rekreativt fiskeri gennem generationer.
