Hold varmen under dragten
Vi har på smaabaadsnyt længe søgt efter noget ordentligt varmt tøj at have på under overlevelses- eller flydedragten. Vores krav har været at man når man var i havn, så skulle det være let at smide flydedragten og ”se pæn ud” og holde varmen samtidigt uden skulle rende rundt i den tunge flydedragt. Vi har set på forskellige muligheder og har også haft lejlighed til at lave en test på et produkt fra danske Geoff Anderson.
Geoff Anderson’s tøj stiftede vi bekendtskab med for 6-7 år siden, da vi gik meget på kysten og fluefiskede efter Fyns mange havørreder. Dengang blev der købt en kort vadejakke, som stadig den dag i dag bliver brugt og som vi stadig er glade for, ikke mindst er kvaliteten og funktionerne i deres jakker vældig gode. Derfor var det også et naturligt valg at se på deres sortiment.
Valget faldt på en ny-designet, de kalder Dozerliner. Jakken er udstyret med saltvandsbestandige lynlåse fra YKK og med en vand- og smudsafvisende overflade.
Størrelsesguide:
Jeg er 184 cm høj og vejer 82 kilo. Almindelig af bygning dog med lidt ”nu er du jo også fyldt 40-flæsk” på maven. Jeg prøver både en størrelse L og XL, da jeg hader at tøjet sidder for stramt.
Størrelse L passer mig perfekt og jakken er med et lige snit, så der er plads til maven og den kravler ikke op, når man bevæger sig.
Pasform: Virkelig positiv her. Man mærker at de bruger noget af deres erfaring fra vadejakkerne, hvor de skaber plads omkring skulderne, så man kan bevæge sig i jakken uden at føle den klemmer.
Vi afprøver vadejakken under en gængs flydedragt fra Fladen og her mærker vi det mest positive i forhold til andet beklædning, vi plejer at have under disse dragter (uld, bamse-inderdragt, fleece) – Dozerliner har en fantastisk evne til at glide under dragten og det giver virkelig et kæmpe plus på bevægelsesfriheden, at man ikke føler der er noget der sætter sig fast og det gør det også let at tage yderdragten på. Det er også rigtig fint at halsen er høj og med beskyttelse af lynlåsen, så den ikke kradser huden i stykker.
På den negative side kunne man godt tænke sig en udvendig lynlås lomme, der var højt placeret til at opbevare mobilen, men den må komme i bukselommen i stedet for.
Vejledende udsalgspris er 1.299,- men som altid er det en god ide at holde øje med priserne. Er du i tvivl om størrelserne er det en god ide at opsøge en velassorteret grejforhandler.