Bør sæler reguleres i Danmark - ligesom i Sverige?

Naturbeskyttelse og konflikt: Når sæler og fiskere støder sammen

I de senere år har danske småbådsejere og lystfiskere i stigende grad oplevet, at fangsten bliver mindre, redskaber ødelægges og fiskene bærer tydelige bidemærker. Forklaringen skal i stigende grad findes hos sæler – især gråsæl og spættet sæl – som begge er i markant fremgang i de danske farvande. Hvad der for mange er et charmerende indslag i naturen, er for andre blevet en kilde til frustration og økonomisk tab.

Ifølge Miljøstyrelsens Forvaltningsplan for sæler 2020 er den spættede sæl i dag almindeligt udbredt i alle danske farvande, mens gråsælen er vendt tilbage som ynglende art, især i Østersøen og omkring Bornholm (Forvaltningsplan 2020, s. 3–6). Begge arter er fredede i Danmark og er optaget på både EU's habitatdirektiv bilag II og V, hvilket forpligter staten til at sikre deres levesteder og bevaringsstatus. Derudover indgår sælerne i flere internationale aftaler som Bonn-konventionen og HELCOM-aftalerne om Østersøens biodiversitet (Fakta om sæler og lovgivningen, s. 1–2).

Men med den positive udvikling for sælbestandene følger også negative konsekvenser. Ifølge forvaltningsplanen er sæler i stigende grad årsag til omfattende skader på fiskeredskaber, især i det kystnære fiskeri med garn, ruser og krogliner. Sælerne optræder også som mellemværter for parasitter, der kan skade fiskebestandene, og deres tilstedeværelse i åer skræmmer gydemodne fisk væk fra gydepladserne. Dette påvirker både erhvervsfiskere, fritidsfiskere og lystfiskerturismen (Forvaltningsplan 2020, s. 9–10 og bilag 3).

Samtidig oplever småbådsejere og fiskere, at deres klager i høj grad ignoreres. Selv når der gives tilladelse til regulering, er antallet af tilladelser og det reelle udbytte lavt. I 2019 blev der eksempelvis givet 62 tilladelser til regulering af spættet sæl, hvoraf kun 48 sæler blev nedlagt – og for gråsælen var tallene endnu lavere (Forvaltningsplan 2020, s. 17–18).

Det rejser spørgsmålet: Er det rimeligt, at der ikke findes mere fleksible eller effektive muligheder for at håndtere de voksende konflikter? Og kan Danmark lære noget af Sverige?

Sverige har handlet – og skabt balance mellem natur og fiskeri

I modsætning til Danmark har Sverige valgt en mere aktiv og balanceret tilgang til sælforvaltning. Her har man indført både licensjagt og beskyttelsesjagt på gråsæl, spættet sæl og ringsæl – med fastsatte kvoter, geografiske begrænsninger og sæsoner. Det svenske system tillader jægere og fiskere at ansøge om licens, når sæler skader redskaber eller fangst, og giver mulighed for at nedlægge et vist antal sæler årligt som led i bestandskontrol (jf. referencer i Forvaltningsplan 2020, s. 15 og bilag 6).

Det vigtige i den svenske model er, at den ikke baserer sig på en totalfredning, men på en vurdering af bæredygtig udnyttelse inden for rammerne af EU-lovgivningen. Licensjagten er reguleret, kontrolleret og baseret på både dataindsamling og bevaringshensyn.

Sverige er, ligesom Danmark, underlagt EU's habitatdirektiv og har derfor de samme forpligtelser til at sikre en "gunstig bevaringsstatus" for sælbestandene. Men de svenske myndigheder har vurderet, at man sagtens kan leve op til habitatdirektivet og samtidig tillade reguleret jagt, hvis det sker kontrolleret og under hensyntagen til bestandenes udvikling (Fakta om sæler og lovgivningen, s. 2–3).

Danmark kunne i princippet indføre en tilsvarende ordning. Ifølge Fakta om sæler og lovgivningen kan der sagtens indføres jagttid på spættet sæl, og der kan også gives tilladelser til regulering af gråsæl – men Danmark har valgt ikke at gøre brug af denne mulighed i nævneværdigt omfang (s. 2–3).

Dansk lovgivning tillader regulering – men den bliver ikke brugt

Danmark har siden 2005 haft en national forvaltningsplan for sæler, som i sin nuværende version fra 2020 beskriver forskellige muligheder for regulering i tilfælde af dokumenterede konflikter med fiskeri. Det omfatter blandt andet:

Regulering af spættet sæl ved garn og ruser inden for 100–300 meters afstand.
Regulering af spættet sæl i åer ved pressede fiskebestande.
Den særlige Bornholmerordning fra 2016, der giver mulighed for årlig regulering af op til 40 gråsæler i farvandet omkring Bornholm.
Lejlighedsvise dispensationer til regulering ved havbrug (Forvaltningsplan 2020, s. 9–12 og bilag 4).

På papiret lyder det fornuftigt. Men i praksis er ordningerne tunge, restriktive og med ringe effekt. De fleste reguleringstilladelser gælder kun én eller to sæler, og proceduren er administrativt besværlig og tidskrævende for fiskere og foreninger. Hertil kommer, at tilladelser ofte gives for sent – efter sæsonen eller skaderne er sket (Forvaltningsplan 2020, s. 10–11).

I Bornholmerordningen har det i flere år ikke været muligt at opbruge den fastsatte kvote på 40 gråsæler, selv om der er store problemer med sælskader i området. Det skyldes både praktiske barrierer, manglende lokal organisering, og at jægere ikke får tilstrækkelig kompensation (Forvaltningsplan 2020, s. 12 og bilag 4).

Danmark står således i en situation, hvor regulering i teorien er muligt, men reelt ikke fungerer som afhjælpning af de problemer, lystfiskere og småbådsejere står med.

Konsekvenser for lystfiskeri og småbådsfolket

Konflikten med sæler mærkes ikke kun i det kommercielle fiskeri. For landets mange tusinde lystfiskere og småbådsejere har sælernes tilstedeværelse også mærkbare konsekvenser – især i fjorde og åer.

Sæler skræmmer gydemodne havørreder og laks fra at gå op i åerne, de spiser fiskene nær gydepladserne, og kan med ét besøg spolere uger eller måneders forberedelse for foreninger, der arbejder med restaurering og opgangsforhold. Flere foreninger melder om fald i interessen for fiskeri og medlemstal, når sæler ses jævnligt i åen (Forvaltningsplan 2020, s. 10–11 og bilag 3).

I å-systemer som Karup Å har man forsøgt sig med reguleringstilladelser til foreninger og lodsejere – og i de tilfælde, hvor enkelte sæler er blevet fjernet, har det haft målbar effekt. Observationerne i åerne faldt, og fiskene vendte tilbage (Forvaltningsplan 2020, s. 26).

Men også til søs oplever småbådsejere, at sæler følger båden, æder fisk fra linen eller ødelægger redskaber. Dette er ikke blot irriterende, men også dyrt. En bidt torsk kan ikke sælges – og i det rekreative fiskeri er det en skuffelse for den enkelte fisker og en belastning for foreninger og klubber, som arbejder for at udbrede glæden ved fiskeri og bådliv.

Mange oplever desuden, at det offentlige ikke tager problemet alvorligt. "Vi elsker sæler, men vi må også have lov at fiske," lyder det ofte. Der er ikke tale om had mod naturen – men om ønsket om balance og muligheden for at beskytte sit grej og sit fiskeri.

Er det tid til et paradigmeskifte i dansk sælforvaltning?

Danmark står ved en skillevej. Skal vi fastholde den nuværende tilgang med fuld fredning, svære dispensationer og ringe effekt? Eller skal vi – som Sverige – åbne for en mere fleksibel, ansvarlig og balanceret regulering?

En opdateret dansk model kunne inkludere:

Mulighed for licensjagt under kontrollerede vilkår i områder med gentagne skader (jf. svensk model i Forvaltningsplan 2020, s. 15).
Kvoter og overvågning baseret på data og bestandsudvikling (Forvaltningsplan 2020, s. 7–8).
Udpegning af problemindivider og målrettet regulering, især i fjorde og åer (Forvaltningsplan 2020, s. 10).
Øget støtte til sælsikre redskaber og lokal viden hos fiskere og foreninger (Forvaltningsplan 2020, s. 18–20).
Samarbejde med nabolande om forvaltning af gråsælen i hele Østersøområdet (bilag 6).

Dette ville stadig være i overensstemmelse med EU’s regler – og kunne ske som en videreudvikling af den eksisterende forvaltningsplan. Det vigtigste er, at løsningen både tager hensyn til biodiversitet og til de mennesker, som lever og bruger naturen.

Miljøstyrelsen har allerede peget på behovet for løbende justeringer i forvaltningsplanen, hvis konflikterne vokser – og de vokser (Forvaltningsplan 2020, s. 14).

Det er tid til handling.