Elspil på bådtraileren – sådan gør du - smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Elspil på bådtraileren – sådan gør du

Elspil – let håndtering af båden

De fleste bådtrailere er fra fabrikantens side udstyret med et manuelt spil, der trækker båden op på traileren. Dette kan være en tung og krævende opgave at betjene det manuelle spil og på en varm sommerdag, får man ihvertfald svedperlerne frem, når båden skal op på bådtraileren.

En god løsning der letter den manuelle og tunge håndtering af båd eller jolle er et elektrisk spil eller elspil, der kan trække båden op på traileren og vi ser her på tips og tricks, når du skal vælge og montere et elspil.

Elspillet giver en let håndtering når båden skal op på traileren og du slipper for det tunge arbejde, der er med et manuelt håndspil

Vælg den rigtige størrelse elspil

Alt efter hvor tung din jolle eller båd er, skal du vælge et elspil af en passende størrelse der er i stand til at trække den op på traileren. Som en god tommelfingerregel er det en god ide at vælge et elspil med en trækkapacitet på ca. 1,5 gange den vægt som båden har. Husk at båden ofte vejer mere end fabrikanten har oplyst, da det er absolut tørvægt og tænk også på at der kan være ekstra vægt i båden i kraft af brændstof, udstyr og lignende.

Biltema fører flere modeller af elspil i deres sortiment, der trækker forskellige vægte, så husk at det er bedre at købe et elspil der er for stort end omvendt, da det derved vil blive belastet for meget. Den store model i deres sortiment trækker 5448 kg. og den lille model som ses på billederne trækker 1135 kg

Sådan monterer du

Det er vigtigt at finde en egnet placering til det elektrisk spil på bådtraileren. Hvis det er muligt, så placer det gerne højt, så der ikke er så meget belastning, når stævnen på båden skal op på den bagerste kølrulle. Det er desuden en rigtig god ide, at beholde det gamle manuelle spil på bådtraileren, da det kan anvendes i en nødsituation.

Batteriboks og elspil monteret på en bådtrailer og med den medfølgende kontakt placeret let tilgængeligt

Hvis det er lidt vanskeligt at få plads til begge spil på spiltårnet, kan det være en god ide at placere det ene af spillene på et særskilt beslag, dog bør det altid være det elektriske elspil, der får den mest optimale placering, da det anvendes mest.

Batteriboksen holder batteriet rent og fri for snavs. Husk at det skal være forsvarligt fastgjort til traileren – eventuelt med en kraftig strop der går rundt om chassis-et
Et ekstra beslag gør det lettere at montere det almindelige håndspil. Håndspillet er en god ide at kunne anvende som nødløsning

Batteri og tilslutning

Alt efter størrelse og deraf strømforbrug på det elektriske spil skal du vælge et batteri i passende størrelse, men i langt de fleste tilfælde vil et batteri på 60-75 AH være tilstrækkeligt, hvis du har mulighed for at lade på batteriet i den mellemliggende periode. Tilkobling af batteriet skal foregå med en passende tykkelse kabel, der kan forsyne den store strøm der er nødvendig, når elspillet anvendes.

Et batteri på 60-75 Ah er ofte passende til at trække en almindelig jolle op på traileren. Denne model har et praktisk bærehåndtag, så det er let at fjerne fra traileren ved opladning

Batteriet kan placeres på bådtraileren og her er det vigtigt, at det kan fastgøres forsvarligt til bærende dele af bådtraileren, således at det ikke risikerer at falde af ved påkørsel eller kraftige opbremsninger. Placer også gerne batteriet i en egnet batterikasse og her er det et godt tip at anvende en batterikasse/boks der er større end dit batteri, da der derved bliver plads til også at opbevare tilbehør eller eventuelt lidt værktøj. Batterikassen har den fine egenskab at den holder batteriet og batteriforbindelserne fri for snavs og skidt.

Det letteste er at oplade batteriet separat med en løs batterilader, som kan tilsluttes når bådtraileren er parkeret eller man kan afmontere batteriet og lade det hjemme.

Wire eller syntetisk line

På de fleste spil-typer er der ofte monteret en stålwire, men med de senere års udvikling af syntetiske liner er der mange der foretrækker at udskifte stålwiren med en syntetisk line. Fordelene ved den syntetiske line er flere:

  • Du eliminerer risiko for at rive fingrene på en flosset wire
  • De syntetiske liner er stærkere og du kan derfor gå ned i tykkelse
  • De syntetiske liner ruster ikke
  • Den syntetiske line er mere sikker end stålwire, hvis den sprænger

Det er ofte en ret let opgave at udskifte stålwiren til en syntetisk line, husk at det er en fordel med et indsplejset øje, da det modvirker slid.

Den syntetiske line har flere fordele til anvendelse sammen med elspillet. Her vises model fra Biltema der med sine bare 4,8 mm har en brudstyrke på 1500 kg.
Kraftige ruller sørger for at wiren lægger sig rigtigt på spolen

LÆS OGSÅ:
Et godt øje til pigvar