Extreme Boats 745 Game King – review - smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Extreme Boats 745 Game King – review

En velsejlende hardtop båd bygget i New Zealand i rent Marine Grade aluminium. Båden er særlig velegnet til sportsfiskere og som skræddersyet til de skandinaviske forhold med omskifteligt vejr og lave temperaturer om vinteren, hvor det er muligt i denne model at stå tørt og godt under hardtoppen. Den store kabine giver rummelig overnatning for 2-3 personer.

Extreme Boats 745 Game King er en højkvalitets alubåd fra New Zealand og bygget til de bedste sejlegenskaber i klassen.

Skræddersyet til Skandinavien

745 Game King er en hardtop båd med mange muligheder for fiskeri og sejlads året rundt, hvor kabinen giver mulighed for læ og beskyttelse mod vind og vejr. Vi besøgte Boot Düsseldorf og så lidt nærmere på båden – se denne video:

Bygget til at sejle og kan tilpasses køberens behov

Extreme Boats laver både, der er bygget til at sejle gennem bølgerne og ikke over dem. Den særlige skrogkonstruktion med en forholdsvis spids front og en skrogvinkel på 21 grader gør at den skærer sig igennem bølgerne og er særdeles velsejlende, når der er lidt bølger og sø. Skrogets sider er forsynet med “skuldre” der sikrer at sejladsen bliver en tør fornøjelse, da den kaster vandet ud til siden. Kølen er hul, hvilket giver den fordel at båden ikke vejer så meget og samtidigt sikres der stabilitet ved hjælp af det vand, der løber ind i kølen når den ligger stille.

Da Extreme Boats er bygget i alu, er der gode muligheder for individuel tilpasning til den enkelte. Det giver mere fiske-glæde og en mulighed for at få sin båd præcist som man vil have den.

Masser af fiskeplads

745 Game King tilbyder masser af fiskeplads og en god mulighed for at udnytte båden helt ud i hjørnerne, hvilket er særligt fint – både når der skal anvendes downriggere og når der skal fiskes på vrag eller under anvendelse ved drivfiskeri, hvor man bedre kan udnytte hele bådens længde og derved få optimale forhold, hvis der er flere der fisker i samme side.

Agter er båden son standard udstyret med baitboard, som kan forsynes med låsbare skuffer. Det er også muligt at få båden uden dette arrangement agter, hvis du i stedet vil designe dit eget. På rælingen er der monteret kopholdere og stangholdere, der er fuldsvejst og forsænket ned i denne.

Bemærk baittank i bagbords side. Lugen i bagbords side kan slides op/ned så der er let adgang ved badning eller når båden står på trailer. I siderne er der fine opbevaringsmuligheder til for eksempel tovværk, fendere og fiskegrej.

Styreplads med masser af muligheder

Cockpittet er stort og rummeligt med gode placeringsmuligheder til elektronik, ure, kontaktpanel og andet. Vinduerne kan åbnes og skydes til siderne i begge sider, så man kan få god ventilation på de varme dage.

Godt indrettet styreplads med mulighed for at montere selv store skærme og indrette panelet som man vil have det. Her er der prioriteret en stor skærm. Bemærk at pladen til panelet kan skrues helt af – en fin detalje når ure eller andet skal monteres eller hvis man på et senere tidspunkt ønsker at udskifte skærme eller andet udstyr, hvor man så kan montere en ny plade
På denne model er der siddepladser til 4 personer. Styrestolene kan drejes, så man kan kigge bagud og er desuden med mulighed for at få støtte under stående styring. Under førersædet i styrbord side er der sat et køleskab ind Dørken er belagt med Seadek, der giver båden et ekslusivt udseende og gør den skridsikker

Kabine

Kabinen giver plads til to-tre personer og kan forsynes med toilet som ekstraudstyr. Midten af kabinen er forsynet med midterstykker, så man udnytter liggepladsen endnu mere. I siderne af kabinen er der fine hylder der giver muligheder for opbevaring og der er tillige mulighed for at åben en transparent toplem, der slipper både lys og luft ind, hvilket er særlig praktisk om sommeren, eller hvis man har gøremål foran i båden.

Indgangen til kabinen kan forsynes med låsbar aluminiumslukke, der fungerer som et rullegardin der ruller op indvendigt i kabinen. På den måde optager det minimalt med plads. Det er også muligt at få båden leveret med stoflukke som man klikker på indgangen.

Motorstørrelse

Den anbefalede motorstørrelse til en 745 Game King er 150-300 HK. Båden leveres som standard med trimflaps og hydraulisk styring. Bemærk at klampen til fortøjning er rykket lidt ned – så sidder den ikke i vejen og hænger i under fiskeri eller andre aktiviteter. Badestige er kraftig og kan også bruges til at komme op i båden når den opbevares på trailer, hvilket er særlig praktisk når båden skal rigges til på havnen før der bakkes til rampen.

Indgangen til kabinen kan leveres med stoflukke eller med alu-rulle-lukke system der er låsbart. Lugen foran i kabinen er for at give let adgang til ankerspil. Hvis der ikke er anket i båden kan dette bruges til opbevaring. Bemærk de fine hylder i siderne, der kan anvendes som ekstra opbevaring til småtingene, så de ikke ligger og roder rundt andre steder

Data:

  • Længde 7,43 meter
  • Bredde 2,49
  • Skrogtykkelse 5 mm 
  • Sider og dørk tykkelse 4 mm
  • Skrogvinkel 21 grader
  • Anbefalet motorstørrelse 150-300 hk.
  • Indbygget 300 liter tank
  • Ca. vægt inkl. trailer 2.300 kg. 
  • Bæreevne 7 personer
  • Bygget i Marine Grade Aluminium

745 Walkaround

745 fås også som en walk-around model, hvor der er lavet ekstra plads i siderne til let adgang til fronten af båden, ligesom der er flere muligheder for let ind- og udstigning. Hvis du holder af kastefiskeri eller ønsker at anvende hele bådens side til for eksempel drivfiskeri, er det Walk-around modellen du bør vælge.

745 Walk-around giver let adgang til frontdækket og mere fiskeplads til for eksempel kastefiskeri
Lækre detaljer i fronten af denne 745 Walk-around med Minn Kota elmotor og SeaDek. Bemærk de nedfældede klamper på rælingen – her er der intet du falder over eller din fiskeline hænger fast i – og så ser det også fantastisk ud !

Priser

Pris på bådene oplyses ved kontakt til den engelske importør mark@extremeboats.eu. Du kan læse mere om Extreme Boats og et lille udvalg af deres mange både på nedenstående link eller klik på billedet.

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.