Tips til Storebælt’s makreller
Fiskeriet efter Storebælts makreller er vældig godt i øjeblikket. Vi har indtil nu i denne sæson tilbragt omkring 45 timers fiskeri efter disse og vi giver her et par tips og tricks:
Område
Vi har oplevet området omkring lavbroen som værende det mest sikre. Afsøg omkring bropillerne fra sejlrenden og ind mod Knudshoved og sejl meget gerne tæt på bropillerne. Alle fisk er fanget mellem 15-25 meter vand.
Find fiskene
Brug dit ekkolod og hvis du ikke har et, så få det købt !! Alle steder vi har fanget makreller, har der været store forekomster af brisling i nærheden, der kunne ses på ekkoloddet og som har betydet at vi har trukket gennem området flere gange – og det har givet fisk. Mange af de fangne makreller har haft disse brisling i maven og de har været ca. 10 cm lange, så makrellerne er ikke bange for at tage store agn.
Hvis du ikke har fundet fiskene – så bevæg dig væk fra området og led stadig efter brisling-stimerne og når du finder dem så affisk området nogle gange – enten giver det fisk eller du skal afsøge en ny stime, for at se om der er makreller omkring den.
Metode
Vi har haft held med trolling med 4 stænger og har anvendt Fladen Solid Carbon 20-40 lbs. med en Dipsy Diver. Efter Dipsyen har vi primært fisket med 4,5″ Apex og det er perlemorsfarve der har fisket bedst og sjovt nok har rød/gul næsten ikke fanget. Vi har også fisket i overfladen, men det har slet ikke givet det samme antal fisk. Det er selvfølgelig også en mulighed at anvende andre metoder til at trække agnen ned i vandsøjlen – vigtigt syntes vi det er at det kommer ned fra overfladefiskeriet.
Tidspunkt på dagen
Vi tror ikke det er vigtigt på hvilket tidspunkt man fisker – vi har fisket igennem næsten hele døgnet og pludseligt oplever man hug på alle stænger, fordi man rammer en stime og det har været fordelt igennem alle lyse timer i døgnet.
Knæk og bræk !