Tag hunden med ud at sejle – sådan gør du - smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Tag hunden med ud at sejle – sådan gør du

Det er ofte meget praktisk at have hunden med ombord på sejlturen og med den rigtige planlægning kan det være en rigtig god oplevelse for både hunden og ejerne. Der er dog visse ting du skal respektere når du vælger at have hunden med på sejlturen og vi kommer her ind på nogle af de vigtige emner som trivsel og sikkerhed.

På med redningsvesten – også til hunden

Selvom langt de fleste hunderacer er gode svømmere, er der stor forskel på om hunden skal svømme i den lokale dam eller ude på det åbne vand, hvor der kan være store bølger. Bølgerne kan skylle henover hundens hoved og kan også meget let resultere i, at hunden mister orienteringen og svømmer i den forkerte retning i forhold til båd eller vand.

Derfor er det vigtigt at hunden har en redningsvest på som hjælper den med at bevare flydeevnen og derved heller ikke skal anvende så mange kræfter på at holde sig flydende. Når du skal vælge den rigtige vest til hunden er det en god ide at afprøve flere modeller, da de kan have forskellig pasform. .

To forskellige modeller af redningsveste til hunden fra Biltema

Træn med hunden under trygge forhold

En hund kan blive utryg hvis den skal med ombord på båden og derfor er det en særlig god ide at træne med den inden. Her kan redningsvesten være en vigtig brik, hvor det giver mulighed for at skabe en behagelig forbindelse mellem hunden og sejlads. Dette kan gøres ved at give hunden vesten på under trygge forhold og samtidigt gøre nogle af de ting som hunden godt kan lide at lave – det kan for eksempel være små øvelser, der belønnes med en godbid. Øvelserne kan let foregå i haven og når i så skal ud at sejle, så kan man give hunden redningsvesten på og den vil nu forbinde dette med noget behageligt.

Hvis det er muligt så start gerne træningen med at få hunden med ombord, når den er hvalp.

Det er en god ide at træne med hunden under trygge forhold inden den skal med ombord, så vænner den sig til at have redningsvesten på. På billedet giver Amy pote og får en belønning, så man fjerner opmærksomheden fra redningsvesten og som nu også bliver associeret med noget behageligt

Redningsveste med flere funktioner

Mange redningsveste har indbygget et håndtag på ryggen, som i mange situationer kan være yderst praktiskt, når hunden for eksempel skal løftes ombord, hvor man så ikke risikerer at miste taget i nakkeskindet. Visse typer har også reflekser, som man ser det på almindelige redningsveste. Dette kan hvis hunden er faldet overbord om natten gøre, at den er meget lettere at finde med sin søgelygte eller ved eventuelle redningsaktioner.

Håndtaget kan bruges til både at løfte hunden op ad vandet og til situationer, hvor man blot vil have en sikkerhed for at den ikke falder ned mellem båd og bro.

Pas på – både når det er varmt og koldt

Især om foråret kan man opleve at det er dejligt varmt og at lufttemperaturen sniger sig op omkring 15-20 grader. Men man bør være opmærksom, hvis hunden skal bade, da vandtemperaturen i denne periode let kan være under eller omkring bare 10 grader. Det betyder at især hunde uden underuld meget let kan komme til at fryse eller i værste fald blive underafkølet.

Det kan være rigtig dejligt med en svømmetur, men vær opmærksom på at vandtemperaturen kan være lav – især i forårsmånederne

På varme sommerdage skal du omvendt sørge for, at hunden har en plads i skyggen på båden, så den ikke får det for varmt. Læg gerne hundetæppet i skyggen, så den ved, at det er der den skal opholde sig. Sørg for rigeligt med ferskvand, så den kan drikke når den har lyst til det.

På de varme dage er det en god ide at lægge hundetæppet i skyggen, så hunden ved at det er der den kan opholde sig

Lige så vel som vi mennesker kan blive søsyge på vandet, kan hunde også blive ramt. Er du i tvivl om din er søstærk, så afprøv gerne dette på kortere ture, hvor du hurtigt kan søge mod land, hvis der bliver behov for det.

Hvis du føler der er en sammenhæng mellem at hunden bliver søsyg og at den samtidig er sky og bange, så sørg for at der er ting og personer omkring hunden som den er tryg ved og vær også opmærksom på at unormal støj og høje lyde i særlig grad kan være forstyrrende for hunden.

Det er fantastisk at have hunden med ombord og det giver gode oplevelser for begge parter

LÆS OGSÅ:
10 sikre råd til sejlads i tåge

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.