Naturlig agn til laksene - smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Naturlig agn til laksene

Følg med her når Freddi Hansen fra Rhino Trollingteam gennemgår hvilke muligheder der er for at anvende løjer eller andre agn og hvordan du rigger din agnfisk på en god måde.

2laks2
Her er det to laks der i et dobbelthug faldt for friske løjer. Flasher er Michael Jackson-farve og agnhoved UV-Watermelon i str. Small

Agnhoveder og størrelser

Dit agnhoved skal passe til størrelsen på din agnfisk. En meget anvendt agnfisk er løje, da de ofte er let tilgængelige og er forholdsvis krogfaste. Løjer fanges bedst med kastenet i åer eller kan medes med en str. 16 krog . En Agnfisk på 10-12 cm, skal typisk anvende agnholder i størrelse small. Hvis du ikke kan skaffe løjer er det også muligt at anvende brisling eller sild.

3
Rhino agnhoveder fåes i to forskellige størrelser og i 8 forskellige farver

Rhino har 8 forskellige farver i to forskellige størrelser. Anvender du sild i dit fiskeri, bør du se efter medium størrelse agnhoved.

Opbevaring

Når du har fanget agnfisken, så behandle den forsigtigt så den bibeholder mest mulig skæl. Nogle fiskere salter agnfisken i nogle timer, for at den skal blive endnu mere krogfast. Dernæst pakkes de på et stykke pap og overtrækkes med film, eller du kan forsigtigt vakuumpakke dem.

7
Opbevar din agnfisk på en sikker god måde – her er et par skaller lagt på et stykke pap og overtrukket med film

Montering af agnfisken

Det er en rigtig god ide at lave sine rig klar hjemmefra så du ikke skal rode med det på vandet. Hvis du fisker med flasher skal linen min. være 0,60 fluorocarbon, da linen fra flasher er forholdsvis kort og du derved ikke har nogen “elastik-effekt” og for andre længere forfang kan du anvende 0,45 eller 0,50. Linen føres igennem agnhovedet og dernæst monteres en eller to kroge i str. 4 eller 6 alt efter størrelse af agnfisken. Brug kroge af god kvalitet.

2
Her er det en sild på 18cm der er rigget op med to kroge og et Rhino agnhoved str. M

Anvender du Rhino flasher foran agnfisken bør dit forfang være ca. 80 cm, men hvis du syntes der er for meget bevægelighed, kan du forøge linelængden.

LÆS OGSÅ:
Godt nyt til Predator-fiskere - nyt spændende grej-samarbejde !

På vandet monterer du så den optøede agnfisk i agnhovedet ved at skubbe den godt ind i dette og derefter fastgøre den med “tandstikken”. Rhino’s agnhoveder er fremstillet med et stort hastighedsspænd og de er således et af de agnhoveder på markedet, der er let at “tune”. Test derefter om agnen går godt i vandet og juster om nødvendigt med en anden længde på forfanget eller ændre på hastigheden. Agnfisken skal have en langsom rotation i vandet og du kan ændre dette ved at bøje den ved at trække lidt i linen – eller rette den ud. En bøjet agnfisk giver mindre rotationer i vandet og en helt lige agnfisk giver store rotationer. Starter du ud med en hastighed på ca. 2,0 knob, går du ikke helt forkert i byen.

1
Linen føres igennem hullet øverst i agnhovedet

Agnhoved og gummifisk

Flere er også begyndt at anvende gummifisk sammen med agnhovederne og flere producenter fremstiller særdeles livagtige efterligninger.

Gummiløje
Her er det en Quantum Shad der er placeret i agnhovedet

Agn med Rhino antikink

At fiske med agn kræver gode svirvler, da agnen hele tiden roterer i vandet. En mulighed for at begrænse muligheden for at din line snor sig, er at montere en anti-kink, der samtidigt via sine farvenuancer virker som attraktor for laksen. Antikink virker som “et sejl” på den måde at den sørger for at al snoning af linen foregår fra antikinket og ud mod agnen.

6
Rhino antikink findes i 7 forskellige farver. Størrelsen er 120x65mm
antikink
Rhino’s klemme passer perfekt i hullet i antikinket og kan således let blybelastes

Du kan få flere tips og følge Rhino Trollingteam på deres Facebookside her

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.