Fang flere fisk med rigtig påklædning på vandet

Fanger man flere fisk med den rigtige påklædning? Det mener vi helt sikkert man gør og i dette indlæg stiller vi skarpt på forskellige former for påklædning, når du skal på vandet i de kolde måneder, hvor det ikke blot er sikkerhed til søs der er i fokus, men også hvordan du kan tilbringe længere tid på vandet og få en endnu bedre fiskedag, selvom vejret kan være en udfordring.

Med på sidelinien har vi erfarne Sten Emborg fra Søsportens Sikkerhedsråd, der udover selv at være en aktiv sejler, også har mange års erfaring som specialkonsulent på området omkring sikkerhed til søs.

Vælg påklædning efter vejret og husk at vandet er koldt

Vintersejlads med fiskestangen kan være en rigtig god oplevelse og på vindstille dage, hvor solen yderligere varmer, kan man være tilbøjelig til at glemme at vandtemperaturen i vintermånederne kan være helt nede på 3-5 grader. Hvis du falder overbord i disse temperaturer iført en vindjakke og vindtætte bukser, vil du være bevidstløs efter få timer i det kolde vand. Se også vores artikel om sejlads i de kolde måneder her

påklædning til søs
Vinterdagene kan være flotte, men husk på at vandet er koldt og du bør klæde dig på i forhold til dette

Sådan påvirker kulden dig

De fleste der har prøvet at opholde sig udendørs om vinteren, har prøvet at måtte tage hurtigere hjem eller har frosset så meget at turen måtte afbrydes. Mange af disse ærgerlige beslutninger kunne i langt de fleste tilfælde være undgået med den rigtige påklædning og dagen kunne have forløbet bedre og med mere komfort.

Kulden har stor betydning for din dømmekraft og hvis din kropstemperatur bare falder få grader, har det en indvirken der kan være katastrofal, hvis du samtidigt færdes på havet. Påvirkningen kaldes hypotermi og viser sig typisk ved følgende symptomer:

  • Rystelser
  • Kold/bleg hud
  • Smerter
  • Sløret tale
  • Svækket bevidsthed
  • Langsommere puls og vejrtrækning
  • Bevidstløshed og livløshed

Man definerer hypotermi når kroppen har en kernetemperatur på under 35°C. Hypotermi inddeles efter, hvor alvorligt det er.

Grad 1: Ned til 34°C, Grad 2: Ned til 30°C, Grad 3: Under 30°C

Hypotermi i grad 1 er kendetegnet ved at personen ryster og er ved fuld bevidsthed. Hudoverfladen er kold og bleg og der kan være smerter i albue, hænder, knæled og underlivet. Behandlingen af hypotermi er en langsom opvarmning af personen (Kilde: Sundhed.dk)

påklædning til søs
Hypotermi kan opstå ved ophold i iskoldt vand, hvor kroppens kernetemperatur falder

Windchill faktor

En ting der ofte undervurderes er Windchill effekten, hvor vindens påvirkning yderligere får det til at mærkes koldere end det vises på termometret. Går man hjemme i sin have i læ og får lyst til en tur i båden med fiskestangen, kan mange sikkert nikke genkendende til efterfølgende at have stået på havnen med vinden i ansigtet og følt at man ikke havde pakket passende tøj til fisketuren.

Windchill faktoren kan nedsættes betydeligt ved at placere sig steder i båden, hvor der er læ. Er du for eksempel fritidsfisker i en damjolle, så tag en velfortjent pause med en kop kaffe og fortøjer jollen ved en bundgarnspæl. Sæt dig i bunden af jollen og mærk hvor meget læ du får fra den ophøjede stævn og fra jollens sider.

Denne metode kan også anvendes i planende både, hvor den kolde vind kan undgås ved at placere sig lavt i båden.

windchill til søs
Skema: DMI – Windchill faktor betyder at vindens påvirkning får det til at mærkes endnu koldere. Er temperaturen for eksempel 5 gr. vil en vindpåvirkning på 6 m/s få det til at føles som -3 gr.

Grundelementer i påklædning på vandet

Windchill-faktoren stiller yderligere krav til din påklædning og vi gennemgår nogle grundelementer i hvilket tøj du bør tage på, når du skal på vandet i de kolde måneder:

  • Inderst et lag termo-/skiundertøj. Materialet kan være polypropylen der virker svedtransporterende og ikke opsamler sved/fugt
  • Mellemlaget skal være varmeisolerende og skal kunne transportere sved og fugt bort fra kroppen. Brug uld eller fleece, der føles varmt, også selvom det er vådt.
  • Yderst skal du have et vand- og vindtæt lag, gerne åndbart
  • Hue og handsker vigtigt. Fryser du på fingrene mister du let dit greb og følsomhed
  • Redningsvesten er vigtig og den øger din overlevelsestid i vandet betydeligt hvis uheldet er ude. En faststof redningsvest isolerer desuden yderligere og hjælper med at holde varmen
  • Varme støvler med for
  • Prioriter tøj i stærke farver, så er du lettere at se

Klæd dig på efter 3-lags princippet og husk at det er bedre at have for meget tøj på end omvendt

Påklædning for fritidsfiskere

Er du fritidsfisker og arbejder med garn og ruser, så er den orange regn-busseronne udmærket, da den ikke optager fugt og samtidigt beskytter mod vindens påvirkning, men bemærk at den slet ikke isolerer og du derfor skal have et ekstra tykt lag under. Vandtætte arbejdshandsker med for hjælper med at holde varmen på fingrene og beskytter samtidig huden mod skrammer fra krabber og udstyr.

påklædning til søs
Foto: Ocean – Mange fritidsfiskere anvender regntøj som det yderste lag, men vær opmærksom på at der skal bæres et isolerende lag under. Bemærk farven der let ses på afstand og husk en redningsvest der skal bæres udenpå regnjakken

Vælg påklædning efter pengepungen

Man kan næsten bruge alle de penge man vil på sin påklædning til fisketuren, men det behøver ikke at koste en formue for at have den rigtige beskyttelse og komfort til en god dag på vandet. Vi giver her nogle eksempler i 3 niveauer:

Den super-økonomiske:

  • Køb termoundertøj, hue og handsker i discountbutikkerne eller i supermarkedet
  • Find en fleecetrøje eller en uldtrøje i genbrugsbutikken eller evt. i discount/outlet butikker
  • Yderlaget kan være en god regnjakke eller anden vandtæt jakke. Det finder du også i genbrugsbutikken, men vær kritisk på pasform og at vitale dele som lynlåse fungerer som det skal
  • Forede bukser med et par regnbukser der bæres udenpå
  • Termo-gummistøvler i billig udgave
påklædning til søs
God inderbeklædning er det første skridt til en god fiskedag på vandet. Undertøjssættet koster i denne model ca. 200,- og er i tyk kvalitet

Mellemniveau:

  • Køb termoundertøj, hue og handsker i kendte varemærker og i det materiale du foretrækker
  • Gå efter nye tykke kvalitetssweatere evt. med Goretex membran
  • Skaljakke med eller uden for i åndbart materiale. Det kan også være en heldragt (flydedragt)
  • Forede bukser i åndbart materiale og med mulighed for at justere ind ved anklerne
  • Outdoor-støvler eller termo-støvler i høj kvalitet
påklædning til søs
Skaljakke i mellemkvalitet og stadig med membran. Pris-niveau ca. 800,-

Topniveau:

  • Køb termoundertøj, hue (evt. neopren) og handsker i kendte varemærker. Evt Merino-uld
  • “Bamse-inderdragt” som er en heldragt i varmt tykt fleece
  • Tørdragt i en rivefast udgave med Cordura-belægning eller tilsvarende
  • Outdoor-støvler eller termo-støvler i høj kvalitet
påklædning til søs
Tørdragt i top-kvalitet der med en varmende inderdragt beskytter dig maksimalt – også hvis du måtte falde overbord. Pris-niveau ca. 10.000,-. I skulderlommen er der fint plads til en PLB, der sender et nødsignal og GPS position

Vejrforhold der kræver ekstra opmærksomhed i forhold til påklædning

Udover Windchill faktoren, hvor vindens hastighed spiller en stor rolle i forhold til komfort og velbefindende i de kolde måneder er der andre vejrtyper, hvor det er vigtigt at være ekstra agt-pågivende i forhold til påklædningen:

  • Ændringer i vindens retning, hvor du for eksempel ikke mere er i læ for fralandsvind, hvis du fisker kystnært
  • Tåge og havgus
  • Slud eller sne, hvor især slud giver en stor nedkøling
  • Regn i større mængder
  • Ændringer i bølgehøjder, hvor der kan bølgesprøjt, der gør at du bliver våd
påklædning til søs
Tåge eller havgus bringer meget fugt med sig og du bliver hurtigere kold. Sørg derfor for at din påklædning er tilpasset disse forhold.

Dette indlæg er bragt i samarbejde med Søsportens Sikkerhedsråd, der står bag SejlSikkert-indsatsen, der blandt andet rummer et netværk af 450 frivillige og som arbejder på at øge sikkerhedskulturen blandt sejlere, fiskere, roere og alle andre, som dyrker fritidsaktiviteter på vandet. Du kan læse meget mere om SejlSikkert her

soesport.dk

Responsive Centered Iframe

LÆS OGSÅ:
Havsvømmerne skaber risiko for ulykker - få gode råd her!

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Discover more from smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading