Gode sandart-tips fra Franz Bodum

Efter en måneds fredning, går jagten ind på søernes sandart atter ind – og hvad kan være mere oplagt end at få een af Danmarks dygtigste predatorfiskere Franz Bodum, til at give et par gode tips til de kræsne sandfisk.

Nærmere præsentation af Franz er nærmest overflødig, for i lystfiskerkredse er han kendt for sine flotte fangster gennem et par årtier i både indland, men også gennem en række udlandsrejser. I udgangspunktet var de store midtjyske søer Franz´ hjemmebane, men søgningen efter flotte sandarter har drevet den ambitiøse fisker til at søge nye fiskevande i hele Danmark, samt i Sverige og Holland.

Gennem snakken mærker vi et stort hamrende hjerte for søernes biologiske balance samt sunde og stærke fiskebestande, hvilket på alle tænkelige måder er indtænkt i fiskeriets tilrettelæggelse. Skånsom håndtering af fangsterne har altid forrang når Franz er på vandet alene eller sammen med de faste gaster Peter og Jack.

Stefan Antoni med fin pelagisk sandart på 85 cm,
fanget på et sandart-sats med Franz Bodum

Sverige er tillige en fiskedestination, hvor de gode fiskekammerater har henlagt fiskeriet til, da der i Sverige som bekendt er et fornuftig fiskeri og der er søer, som kontrolleres med hensyntagen til at der skal være en langtidsholdbart erhvervsfiskeri samtidigt med lystfiskere, der ønsker at bestanden kan fiskes i flere år eller altid uden de store udsving.

Også Søren Vesth har under vingerne på Franz, fundet de store sandarter.
Her er en flot ny PR-sandart fra sandart-premieren i år.
Den fine fisk måler hele 90 cm. Foto: Franz Bodum

Næste år går jagten ind på nye vande og som altid med håbet om rekordfisk, så skal Po floden i Italien prøves og forberedelserne er allerede i gang.


Læring fra de bedste

Den særlige interesse for det pelagiske jigfiskeri, er født gennem en række udbytterige fisketure til Holland, hvor landets store floder holder gode bestande af sandarter og aborrer. Der har Franz fisket sammen med een af Europas bedste sandartfiskere, Kris Broeckx fra Belgien, og har derigennem suget til sig fra ekperten. Det er i høj grad også herfra, at valg af båd udspringer, da netop det at prøve forskellige bådtyper giver anledning til at blive mere præcis i definitionen af ens behov. Først gennem en målrettet vurdering af hvilke egenskaber som den optimale båd besidder, kan den aktive søgning efter den konkrete båd begynde.

Bådvalget

Som et eksempel på læring omkring bådvalg, kan Franz´ nylige skift til en stabil Deep V båd fra Tracker – Pro Guide V16 med en 60 hk Tillermotor. Omkring bådmærke, er der ingen foruddefinerede favoritter – det er funktionaliteten der er i højsædet, så mærket kunne i princippet ligeså godt være Alumacraft, Lund eller lignende.

En Pro Guide V16 er et eksklusiv og helt bevidst modelvælg til det pelagiske verticalfiskeri, og specielt valget af Tiller-motor giver helt specielle fordele.

Kriterier var, at at finde en båd med lav vedligeholdelse, høj sikkerhed, lav vægt, optimal opbygning og nem at manøvre. Manøvrering er højt prioriteret med henblik på at kunne sejle fisk op og ligge sig på dem, for derefter at fiske dem præcist hvor de er.
En Tiller båd og type som Trackeren, er nemmere at vende rundt, dreje og manøvrere frem for pultbåde. Vindmodstanden er mindre og du får hurtigt rykket styrearmen fra side til side.

Manøvredygtighed – det er lige her forskellen ofte ligger på succes eller fiasko.

Sandarten er sky, og du får ikke mange chancer før den stikker.
En skræmt sandart stiller sig ofte på bunden og du kan glemme den. Er man catch and release fisker som Franz, skal du ikke fange sandart på dybere vand end 10 mtr.

Franz Bodum med et stift blik på en sandart, direkte under båden.
Bemærk den konsekvente hånd på gearskiftet
på Tiller-motoren – en præcis placering
er altafgørende for om du får den kræsne fighter til at hugge.
Foto: Heino Glerup Jørgensen

Stang, hjul og endeagn

Den foretrukne stang til sandartfiskeri er en Sportex Styx V XV1886 cast version på 143 gram og en kastevægt på 21-48 gram. Ønsker man en stang til lidt tungere fiskeri, fåes den også i 51-79 gram. En stang der er virkelig sensitiv i spidsen og præsentationen af agn og en rygrad der siger spar to. Monteret med et Daiwa Viento er denne kombo, den foretrukne hos Franz Bodum. Som nogle måske kan erindre, har Daiwa Viento hjulet desuden den feature, at hjulet har en såkaldt Twitchin´Bar, der er et lille triggerbar øverst på hjulet, som du kan trykke på med tommelfingeren, på stanghånden – dette giver en enhåndsbetjent indspinning, der kan være gunstig hvis den anden hånd, er optaget af motorstyring.

I søgningen efter pelagisk sandart, har erfaringen indsnævret valg af gummidyr, til 2 foretrukne agn.
Westin twinteez eller Lunker city i 8 tommer i diverse forskellige farver monteret med jighoveder fra 17 til 50 gram afhængig af strøm og vind og en VMC stingerkrog tæt på halen.

På billedet ses god kvalitet gummi fra hhv. Westin og LunkerCity.
På denne dag var fiskeriet henlagt til en forholdsvis klar sø,
så der var valgt neutrale og afdæmpede farver
En stingerkrog, bagerst på jiggen
maksimerer din krogningsrate

Afgørende elektronik

Det pelagiske verticalfiskeri fordrer at du leder efter fiskene og finder dem – til gengæld er fiskeriet sindsoprivende spændende, når en kapitalfisk er under båden og den skal lokkes til at tage netop den serverede endeagn. Dette betyder at marineelektronikken er ganske afgørende, da det selvsagt betyder ALT, at du kan se hvad der foregår under vandoverfladen.

Hvor ekkolodderne tidligere, har vist et 2D “tegneserie-billede” af de velkendte “bananer” (krum aftegning af en fisk, grundet at du typisk bevæger dig forbi fisken), så er der anno 2020 helt andre og mere fotografiske muligheder for at lokalisere fiskene – og netop på dette område har Garmins Livescope og Panoptix givet et kæmpeløft.

I den veludstyrede Tracker-båd, har Franz monteret 2 stk. Garmin GPSMAP 8412 skærme på hver 12 tommer, og de er sat i netværk således at der kan deles eksempelvis waypoints, ruter, ekkolodsbilleder mm henover de 2 skærme. I kombination med de lækre skærme, er der en agtermonteret transducer, samt en transducerstang hvorpå der sidder minimum en Garmin Panoptix Down PS 30 og en Garmin Livescope LVS32.

Det pelagiske verticalfiskeri kan være vanedannende
– det er intenst at følge med på skærmene.
Her er 2x Garmin GPSMAP8412 i et stærkt lineup
Bemærk transducerstangen midtskibs.
Foto: Heino Glerup Jørgensen

Det sidste nye er Garmin livescope Perspective mode, som med nyeste opdatering og et ekstra beslag giver søgning af fisk helt nye og forbedrede muligheder. Perspective mode scanner i real tid vandret i vandsøjlen og du ser på lang afstand de fisk og strukturer, der er frem for dig eller rundt om båden såfremt du har lavet et roterbart beslag. Perspective Mode virker bedst på lavere vand, men netop til fiskeri i de pelagiske vandlag har den vist sig helt igennem fantastisk. Med denne feature, finder du flere fisk, og kan sejle dem op meget præcist.

Fortil er naturligvis monteret et passende Garmin instrument samt den nye Garmin Force frontmonteret elmotor.
Foto: Heino Glerup Jørgensen

Kom afsted!

Franz Bodum er på vandet det meste af året – og dette ekspertens bedste bud på en prioritering af fiskeindsatsen:

  • April: Sandart
  • Juni, juli, august er sandart, gedde og aborre. Bliver det varmt er det aborre alene.
  • September og oktober er gedder og aborre
  • November og december er primært gedder.
Kom afsted ! det er ikke kun store fangster, der beriger en tur på vandet.
Det er i høj grad også turen i sig selv – hvem vil ikke gerne afsted i
et sådant scenario?
Foto: Tange Sø, Heino Glerup Jørgensen

De bedste råd fra den ambitiøse fisker er helt basalt:

  • KOM AFSTED! – suppler med relevant viden fora nettet eller fiskekammerater, men det er afgørende at få indsamlet noget erfaring med vand, vind, årstid, strukturer og dybder
  • Når det er koldt og byttefiskene, er på dybere vand – så lad jerkbaits og overfladeagn ligge i agnboxen
  • Veksl dine farver og størrelser hyppigt – det er netop afprøvningen af forskellige endeagn i forskellige fiskesituationer, der giver erfaring og bedre fangster
  • Hold motivation og humøret højt – den næste store fangst er altid lige rundt om hjørnet

Forside foto: Franz Bodum med sandart, 90cm. Foto: Stefan Antoni

Responsive Centered Iframe

2 thoughts on “Gode sandart-tips fra Franz Bodum

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Discover more from smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading