Børn og unge på fisketur

Frisk luft er godt for alle, både unge og gamle og en måde at komme aktivt ud i naturen på, er med en fiskestang i hånden. På den måde bliver det en fornøjelse at komme ud og få lidt vind i kinderne og med fiskeriet som spændingselement, er der noget for både de helt små og de unge mennesker.

Lær grejet og fiskene at kende

Vil man ud at fiske er der nogle ting, man lige skal lære sig først og det er for eksempel en god ide at træne på græsplænen i haven, med et lille blink uden krog på, så du lærer at kaste med fiskestangen inden det går løs ved vandet.

For børnene i den rigtige alder kan det være meget motiverende at give dem deres egen æske til blink og lodder. På den måde kan de selv vælge hvad de vil sætte på linen, når de kommer ud til fiskepladsen. Lær dem hvad de kan fange på det forskellige grej og ikke mindst kan de hjemmefra lære at omgås de spidse kroge med forsigtighed og respekt.

Det er vældig sjovt selv at kunne vælge sine agn fra grejæsken – ikke mindst når man efterfølgende fanger fisk på det

Rigtig håndtering af fisken

Det er ikke alle fisk man fanger der skal med hjem til gryden. Flere arter har mindstemål og de arter der ikke har og som er for små, skal man behandle med respekt og sætte pænt ud i vandet igen. Lær børnene om bæredygtighed og forklar dem at de små fisk, der bliver sat ud igen vokser sig store og laver flere fisk.

Rigtig håndtering af fisken er vigtig. Lær børnene at de helt små fisk skal sættes ud igen så de kan vokse sig store. Hvis de lidt større fisk lægges i en spand med vand, så sørg for at det kun er kortvarigt.

Fiskemetoder med fangstsucces – saltvand

Fladfisk, sild, torsk, makreller og hornfisk er åbenlyse “børnevenlige” arter med fangstgaranti og de kan fanges enten fra båd, kyst eller mole. Hornfisk og makrel fanges bedst med blink eller sildestykker der fiskes under et flåd/prop.

Fiskeri efter fladfisk er også meget børnevenligt og som regel med masser af action – husk børnene er ligeglade med om fiskene er store eller små og det egentligt bare er en kæmpe glæde, når der er fisk på krogen.

Fiskemetoder med fangstsucces – ferskvand

Put and take søerne er her det sikre valg og flere steder er der legepladser, der kan bruges, hvis børnene har behov for lidt adspredelse. En anden mulighed er de mange små søer der er rundt omkring i landet og mange har startet deres fiskeri ved at med fiske efter skaller eller andre fredfisk og der er store chancer for fangst på netop disse. Medbring lidt melklister som madding og rasp der kan forfodres med og så er man mere eller mindre klar til at tage ud at fiske.

I søerne er der også større rovfisk som aborrer og gedder som kan fanges på spinner, blink eller woblere. Fanger man disse fisk er det god kutyme at sætte dem nænsomt ud igen – især hvis det er større fisk, da de regnes som trofæfisk. Husk at gedder har utrolig mange tænder i munden og du bør medbringe en tang til at tage krogen ud med.

Der er masser af små søer rundt om i landet hvor det er muligt at fange en skalle eller en gedde og så får man rigeligt med frisk luft og gode naturoplevelser

Gode råd når børnene er med

Der er flere ting, der gør fisketuren lidt bedre for børnene når de er med. Her er et par gode råd du kan følge:

  • Gør det til en god oplevelse for børnene mere end en fisketur for far/mor – hyg med lidt slik eller varm kakao. Krabbefiskeri eller bare tanglopper i en spand med vand er en sikker succes og en god adspredelse til fiskeriet
  • Tag dem med under gode vejrforhold og sørg for rigtig beklædning
  • På sommerdagene så sørg for at der er mulighed for skygge. Parasol eller en kaleche er fint her
  • Er der flere børn med, kan man fint lave en konkurrence med præmier for bedste fight, korrekt håndtering af fisk, største fisk og lignende
  • Det er vigtigt med afveksling på fisketuren, til tider har børnene kastet nogle gange og så står tålmodigheden ikke længere. Derfor kan det være en god ide at gå en tur og finde sten, klatre på væltede træer eller bare at finde en krog med læ og sidde og hygge lidt
  • Tag nogle billederne af fangsten til et godt minde og så børnene kan vise fangsten til venner og bekendte
  • Det kan være en god ide at tage mad og et gasblus med, så man kan lave mad i naturen eller tilberede fangsten
Fisketuren skal være en god oplevelse for børn og unge. Husk at tage et fiskenet med og fisk også efter krabber, muslinger, tanglopper og rejer.
Responsive Centered Iframe

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Discover more from smaabaadsnyt - alt om småbåde og hvad vi bruger dem til.

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading