Leder du efter gedder? Her er skallerne ihvertfald

Garanti gives ikke, men hvis du fisker i en sø med tilstødende vandløb eller kanaler, kan det være en virkelig god ide at afsøge området omkring disse for glubske predatorer. Vi bringer her et uddrag fra DTU Aqua med henblik på at blive lidt klogere på skallernes adfærd (og deraf give muligheden for at maksimere geddefangsterne).

Hvis skallerne har mulighed for det, vandrer de ofte ud af lavvandede søer om vinteren og opholder sig i de tilstødende vandløb eller kanaler. Derfor kan man på denne årstid opleve, at tætheden af fisk, især skaller, pludselig er meget større end normalt i vandløb tæt ved søer. Det er en adfærd der nedsætter risikoen for at blive ædt af søens fugle og rovfisk i vinterhalvåret, hvor skallens eget fødeudbud er begrænset.

Vintervandringer giver fred for rovfisk

Undersøgelser, foretaget af DTU Aqua, har vist, hvordan meget store mængder af skaller om vinteren vandrer ud af de lavvandede søer, de normalt lever i, og tager ophold i rolige områder i tilstødende vandløb og kanaler. Her er de i fred for rovfisk som gedder og aborrer, som kun i mindre omfang følger dem. De er også i fred for skarv, som foretrækker at jage i søen.

DTU Aquas undersøgelser har vist, at op til 80 % af skallebestanden kan være vandret ud af søen om vinteren. Det giver på den måde god mening, at skallerne vandrer, og man ville egentlig forvente, at det var alle individer i bestanden som deltog. Undersøgelser har dog vist, at det kun er en del af bestanden, som vandrer, dvs. der er altid nogen, som bliver tilbage i søen og dermed løber en stor risiko for at blive spist.

Grunden til, at nogle fisk bliver tilbage i søen, kan hænge sammen med fiskenes ernæringstilstand, også kaldet kondition, omkring vandringstidspunktet.

Skaller med en dårlig ernæringstilstand bliver oftere tilbage i søen end fisk med god ernæringstilstand. De dårligt ernærede skaller risikerer formodentlig at sulte ihjel, hvis de vandrer. Fødemængden i de vandløb/kanaler, fiskene overvintrer i, vil normalt være langt mindre end i søen, og fiskene skal således have ”råd” til at vandre.

Hvis fisken har den fornødne kondition, er den populært sagt bedre tjent med at sulte et sted, hvor der ingen rovfisk er, frem for at tage chancen ude i søen. ”Konditions-teorien” kan samtidig forklare, hvorfor der er store forskelle i omfang og timing af vandringen fra sø til sø og fra år til år, dels inden for en art, dels mellem arter. Det afspejler formodentlig, at truslen fra rovdyr og fødeudbuddet varierer fra år til år og ikke mindst fra sø til sø. Her kan du læse om vintervandringer hos skaller.

Andre forhold spiller dog også ind på, om skallerne deltager i vandringen, f.eks. fiskenes adfærdstype eller ”personlighed”, om man vil. Læs mere om skallens adfærdstyper her.

Skallens føde og vækst

Skaller er som andre fisk koldblodede eller vekselvarme, dvs. deres kropstemperatur følger omgivelsernes temperatur. Når temperaturen er lav, er skallernes stofskifte ikke så højt. Det betyder, at deres fødebehov er mindre om vinteren. Skaller æder derfor mest om sommeren.

Undersøgelser har vist, at skallernes vækst ophører, når temperaturen når under 12 °C. Men selv i meget koldt vand har skallerne brug for føde til at vedligeholde stofskiftet, så deres maver er ikke tomme om vinteren. Maveindholdet varierer dog lige som om sommeren ofte mellem levestederne. Skaller, der overvintrer i vandløb, har f.eks. oftere tomme maver, end skaller, der overvintrer i søen. det skyldes sikkert, at fødemængden er større i søen.

Tøsedrenge og vovehalse

Det har længe været kendt, at den enkelte fisk har en form for personlighed, selv om den naturligvis ikke er så individuel som hos mennesket. Der er i stedet nærmere tale om karakteristiske adfærdstyper. F.eks. er der individer, som altid vil være tilbageholdende med at udforske nye områder og derfor holder sig til kendte levesteder. Andre individer vil oftere udforske nye levesteder, hvis de får chancen.

Det kan man f.eks. undersøge i laboratoriet ved at holde individuelle fisk i et mørkt indelukke i et akvarium og på et tidspunkt åbne op til indelukket. Herefter tager man tid på, hvor lang tid der går, fra der åbnes ind til mørket, og fisken søger ud i lyset.

Ved at gentage disse forsøg igen og igen med de samme individer, har man vist, at det ikke er tilfældigt fordelt mellem individerne, hvem der gør hvad. Nogle individer er gang på gang hurtigst ude (de ”modige” eller ”impulsive”), mens andre altid er vældig lang tid om at komme ud (de ”tilbageholdende” eller ”forsigtige”).

DTU Aqua har været med i et svensk forsøg, hvor man først fangede nogle skaller i en sø og tog dem ind i laboratoriet. Her testede man de enkelte individer og kategoriserede dem som enten modige eller tilbageholdende. Herefter udsatte man dem igen søen og observerede, hvilke adfærdstyper, der overvintrede i vandløbene, dvs. deltog i vintervandringen ud af søen.

Forsøget, som blev gentaget to år i træk, viste, at der var en overvægt af modige fisk blandt de fisk, der vandrede. Der er derfor noget, der peger på, at flere faktorer spiller ind på, om et individ deltager i vintervandringen eller ej. Ud over, om fisken har tilstrækkelig med fedtdepoter til at overleve vinteren i vandløbet, spiller fiskens adfærdstype, eller personlighed om man vil, tilsyneladende også ind.

Tekst og billede: DTU AQUA