Guide til valg af redningsvest

Der er god fornuft i at bære redningsveste – ofte undervurderer man den energi der skal bruges for at træde vande og i Danmark er vandet koldt mange måneder om året …..og er vandet koldt skal man spare energi ved at ligge stille og lade redningsvesten være vægtbærende i stedet for at træde vande. Søfartsstyrelsen indførte i 1992 en regel om at alle fritidsfartøjer skal medføre redningsveste eller svømmeveste til alle ombord. Bøden for ikke at have vest(e) i båden er pt. 1.500,00 pr. person.

Vi giver her et par råd hvad du bør se på når du vælger redningsvest – og husk at der skal være veste til alle i båden ….ellers vanker der solide bøder !

ISO godkendelse

Vælger du en redningsvest med en ISO godkendelse sikrer du dig at vestens egenskaber er testet efter den påtrykte standard (typisk ISO 12401/12402). Til tider ser man også SOLAS godkendelse, som anvendes til erhverv/professionel brug og kræver typisk oftere servicering.

Deklarationen på din rednings- eller svømmevest giver gode råd om test-standard og ikke mindst størrelse. Billedet viser en svømmevest fra Biltema

Redningsvest med faste flydeelementer

Den klassiske redningsvest med fast skum kræver minimal vedligeholdelse og er forsynet med en krave, der støtter hovedet, når du ligger i vandet. Vesten vender personen i vandet og holder luftvejene fri. De fleste veste i denne kategori er udført i kraftige farver og er forsynet med refleks og fløjte. Er vesten forsynet med en skridtrem holder det denne på plads, så du sikrer dig at den ikke ryger op over hovedet. Ofte har redningsveste med fast skum en levetid på ca. 10 år.

En klassisk redningsvest med faste flydeelementer – udført med refleks og i sikre farver der kan ses langt fra

Svømmevest – almindelig eller til sport

Svømmevest i sportsmodel fra Biltema, der kan holde til det hårde brug og beskytter brugeren mere end den traditionelle svømmevest

Redningsvesten holder dit hoved oven vandet og det gør svømmevesten ikke og det er en ulempe, hvis du for eksempel er bevidstløs, eller du anvender den så langt fra land at det ikke er muligt at svømme i sikkerhed. Til gengæld er svømmevesten mindre og mere bekvem at have på, hvis du for eksempel dyrker vandsport og har brug for plads til at bevæge dig og svømme. Opdriften på en svømmevest er typisk på 50N og hvis du dyrker meget vandsport er det en god ide at anskaffe dig en sportsmodel, der er forstærket i siderne og udforment så den tager mere af fra de stød, der kan komme når man rammer vandet. Sportsvesten har flere stropper, så man har mulighed for at gøre den mere fastsiddende ved at stramme disse

LÆS OGSÅ:
Småbåd påsejles under torskefiskeri

Oppustelig redningsvest

En vældig populær redningsvest, der fungerer ved at den indeholder en lunge der pustes op, når man falder i vandet. Denne redningsvest udmærker sig i særlig grad ved at den ikke fylder ret meget og derved er ganske let at bære og du bør vælge denne vest, hvis du føler dig generet af størrelsen på veste med faste flydeelementer. For at vesten automatisk kan udløse sig er den udstyret med en CO2- patron og en udløser. Vestens servicesæt skal løbende kontrolleres og helt udskiftes, hvis vesten har været pustet op.

Se her i denne video, hvordan en oppustelig redningsvest fungerer
Servicekittet (patron og udløser) skal løbende kontrolleres og altid udskiftes hvis vesten har været pustet op. Husk at pakke vesten i henhold til anvisningerne

Opdrift og størrelse

Din redningsvest skal passe til dig og din aktuelle vægt. Et fingerpeg på faststofveste er at du skal kunne føre en flad til knyttet hånd op under vesten ud for gjorden, der spændes om livet. Vær særlig opmærksom på størrelse, når det gælder børn og unge der vokser og vær særlig opmærksom på anvendelse af skridtstrop, hvis en sådan er monteres. Skridtstroppen sikrer at vesten bliver, hvor den skal være. Husk også at blebørn ikke bør have ble på, når de er på vandet, da det kan påvirke vestens opdriftevne.

Vær opmærksom på at skridtstroppen anvendes – den sikrer at vesten bliver hvor den skal

Vestenes bæreevne angives i Newton (N) og beskriver hvilken vægt de kan bære i vandet. Herunder er angivet de mest almindelige bæreevner og til hvilket brug de som et fingerpeg kan anvendes:

50N svømmeveste er til brugere, som kan svømme og opholder sig tæt på kysten.
100N redningsveste er i de fleste tilfælde i stand til at vende en bevidstløs person om på ryggen. Kan anvendes i beskyttede farvande
150N/165N redningsveste er til fritidsbrug og off-shore under de fleste vejrforhold. Redningsvesten vender en bevidstløs person på ryggen uden hjælp fra brugeren.
275N/300N redningsveste er til offshore brug under ekstreme vejrforhold og anvendes til erhverv eller militær brug, hvor der bæres tung udrustning

LÆS OGSÅ:
Vælg det rigtige anker
Vælg en vest der passer til dit behov – om det er til vandsport, til børn eller den bare skal fylde mindst muligt når den bæres

Afprøv din vest og pas på den

Afprøv gerne din vest i vandet en gang imellem, så du føler dig tryg ved dens opdriftevne og kan agere med ro og tillid, hvis det engang bliver alvor. Særligt børn har glæde af et par årlige svømmeture med vesten på, så de bliver fortrolig med dens funktion og iøvrigt kan forholde sig roligt, hvis de en dag utilsigtet falder i vandet.

Opbevar gerne vesten beskyttet mod for meget sollys og anvend den ikke til at sidde på, da den kan tage skade af det

Hvad mener du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.